Center Sommersted lukker

19/08/2015

Flere asylcentre lukker indenfor de næste måneder. Det skyldes at tilstrømningen af flygtninge, især fra Syrien, er faldet.

Centeret i Sommersted skal rømmes, og mandag den 17. august sagde jeg farvel til Fahima og Awhar og deres seks børn. De har været i Danmark snart et år, og Brovst asylcenter er det fjerde center de flyttes til.

Det skaber uro og utryghed, hver gang de skal bryde op.

Fahima og hendes familie

Jeg kender Fahima fra danskundervisningen for kvinder, først på center Åløkke i Løgumkloster og sidst i Sommersted. Begge steder er jeg engageret sammen med frivillige fra LM.

Hun har også været med til Kvinder møder kvinder i Haderslev. Det har hun været rigtig glad for, og sagde til mig: "Jeg vil gerne med i din kirke".

Fahima og hendes familie er kurdere fra Syrien. De er yasidier, men vil rigtig gerne lære kristendommen at kende.

Lejr for livet

Familien var med på tværkulturel lejr i Bramming. Det var de alle meget glade for. De fik nye venner, de nød de mange aktiviteter, og fik et møde med Gud gennem bibelforkyndelsen.

De oplevede lejren som et fristed og et pusterum fra de daglige bekymringer om en ukendt og uvis fremtid.

Er der en kirke i Brovst

Fahimas bedste oplevelse fra lejren var gudstjenesten i kirken, hvor der var mulighed for at tænde et lys og bede. Hun og jeg gik sammen op for at bede, og hun har siden spurgt: "Hvornår kan vi igen bede sammen i din kirke?" Det nåede vi ikke. Nu er de i Brovst.

Da de nu skulle rejse fra Sommersted var deres spørgsmål: ”Er der en kirke i Brovst? Er der nogen kristne dér?”

 

Tilføj kommentar