Glæder i Guds globale mission

02/02/2017

 

Jeg har netop læst mig igennem en større stak årsrapporter fra ansatte i Luthersk Mission. Er det særlig ophidsende? Nej, men det er særdeles opløftende! Hvorfor? Fordi:

  • De viser, at Gud velsigner missionsarbejdet.
  • De peger på, at vi i disse år når rigtig, rigtig mange mennesker gennem missionsarbejdet - nationalt og internationalt.
  • Der bliver rykket på både den evangeliserende mission og den diakonale mission.
  • Vi har ansatte med stærk motivation og højt niveau af engagement.
  • Ansatte i LM er ikke bange for at bruge deres resurser og liv på missionsarbejdet. Mange kaster sig i den grad ind i arbejdet.
  • Nye folk - blandt andet en række nye missionærer - er ved at finde godt og konstruktivt ind i sprog,  kultur og arbejde rundt omkring i missionslandene.
  • Netop nu er der generelt god fremdrift i LM's samlede missionsindsats.

Alt er bestemt ikke lyserødt i LM's missionsarbejde. Det vil ikke være seriøst at påstå det. Virkeligheden byder ikke altid på den store missions-romantik. Der kan være udfordringer både personligt og arbejdsmæssigt. Vi mangler også folk at sende. Det ændrer bare ikke ved, at jeg bliver glad, når jeg læser disse årsrapporter. Mest fordi vi midt i det, som kan være opad bakke, faktisk oplever, at vi får lov til at være med til at opfylde Guds store globale mission: At alle mennesker helst skal blive Jesus' disciple.

Årsrapporterne bliver givet til LM's landsstyrelse i begyndelsen af hvert år. Det er fra missionærer internationalt, og det er fra ansatte nationalt med forkyndelses- og missionsopgaver.  

Tilføj kommentar