Home Sweet Home

14/10/2017

Hjemme i Phnom Penh! 

Nu har Katrine og jeg boet i Cambodja i omkring 2 måneder, og hvor er tiden gået stærkt! Vi har oplevet så mange forskellige ting, så det er rart, at hverdagen er ved at tage sin form, så man kan få bearbejdet, alt det man har oplevet og lært.
 ​
Vi havde kun arbejdet en uge, før vi fik en uges ferie. I den uge tog vi først til stranden, og derefter besøgte vi de andre volontører i Siem Reap. Det var utrolig rart at komme på ferie og opleve en masse og være sammen med de andre volontører.

Da vi tog bussen hjem fra Siem Reap, var det både lidt trist at sige farvel til selskabet, men vi havde også en følelse af, at det var rart at komme hjem til vores hverdag i Phnom Penh igen. 

De to volontører Katrine Jensen (tv)  og Johanne Olesen

De to volontører Katrine Jensen (tv)  og Johanne Olesen

At flytte til en storby som Phnom Penh har været noget af en omvæltning for to jyske piger, som har været vant til at cykle og gå til det meste.

Men det har været godt for os at flytte herned, så vi har kunne erfare, at man godt kan føle sig hjemme, også selvom man er langt væk, fra alt det man kender.

Det er sjovt, når man møder nogle, man kender i supermarkedet, når man handler ind. Det er rart, når vores venner skriver, og spørger om vi skal lave noget, og det er fedt at have et arbejde, som man glæder sig til hver dag.

Alt dette og mere til gør, at Cambodja nu føles som et hjem for os. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volontørerne sammen med teamleder Lisbeth Reuss-Schmidt (tv).

Daughters of Cambodia 

Katrine og jeg arbejder fire dage om ugen for en organisation, som hedder Daughters of Cambodia. Det er en organisation, som hjælper kvinder ud af prostitution.

Prostitution er et stort problem i Cambodja. Det var noget, vi var vidner til allerede første aften i Cambodja. På vej hjem fra lufthavnen til Volontørhuset kørte vi forbi bordel efter bordel, hvor kvinderne sad i rækker og bare ventede på, at de ville blive samlet op.

Dette var en oplevelse, som har gjort et stort indtryk på os, men det har også bare givet os endnu mere lyst til vores arbejde, da vi med egne øjne har set, hvor vigtigt det er, at disse kvinder får hjælp!

Vores arbejdsopgave er i Daycare, som er en børnehave for kvindernes børn. Børnene er virkelige søde og dejlige, men man kan godt mærke, at de kommer fra en hård baggrund, da mange af børnene har en voldelig adfærd.

Det er vores opgave at aktivere og opdrage børnene, men vigtigst af alt bare at give dem en masse kærlighed og knus. Dette er noget, vi gør med glæde, for der er ikke noget bedre end at se børnene smile og grine.

Stol på Herren!  

​Inden vi rejste, havde vi den forventning, at vi skulle ned og gøre noget godt for andre, som har det svært. Men efter vi er flyttet herned, føler vi bare, at vi modtager og modtager!

Alle de folk vi har mødt hernede er simpelthen så flinke og hjælpsomme! Og vi er bare taknemmelige over, at de er i vores hverdag, og at vi nu kan kalde dem for vores venner. 

 

 

 

 

 

Teamet på Daughters of Cambodia

Noget af det fedeste ved at møde alle disse mennesker er, når man kan få lov at snakke med dem om tro.

Det er inspirerende at opleve, hvordan lokale khmere kan sige, at det hele nok skal gå, fordi Gud nok skal sørge for dem, og det gør han!

Det har været godt for os at blive mindet om, at vi bare skal lægge vores liv i Guds hænder, så skal han nok sørge for os.

Så selvom vi kan komme ud for nogle uoverskuelige situationer hernede, så er det bare fedt at blive mindet om, at vi bare skal komme til Gud og stole på ham, så skal han nok hjælpe os.

Derfor skal afslutningen på dette blogindlæg også være fra Salmernes bog 37,5

Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.

Tilføj kommentar