Hvorfor må et lig ikke transporteres igennem en landsby i Cambodja?

04/08/2016

Vejen til de kristne kirkers begravelsesplads ved Siem Reap går igennem en landsby. Efter et par begravelser kommer en delegation derfra. De har bemærket trafikken, og de er ikke trygge ved, at lig, som ikke har været kremeret i et buddhistisk tempel, bliver transporteret gennem landsbyen. Hvem ved, hvilke ånder de kan få på halsen, når lig bliver begravet som ”katte og hunde” uden at blive brændt? Resultatet bliver, at en alternativ vej bliver etableret uden om landsbyen.                          

Spørgsmålet om behandling af døde kristne er et varmt emne, og en negativ reaktion må imødegås på en værdig måde. Der må skabes en tillid til de kristne ritualer. På den ene side er der et angstfyldt pres fra den omgivende kultur om ikke at nedkalde åndernes vrede, og på den anden side et stærkt ønske fra de kristne til at skabe en modkultur.

I Siem Reap har det udmøntet sig i dannelsen af en begravelsesforening, hvor kristne ledere kan mødes og i fællesskab finde en vej. Sjovt nok er denne forening det eneste fælles forum for præster og kirkeledere i Siem Reap provins. Det viser spørgsmålets betydning. I korthed drejer det sig om at give samfundet tryghed, og på den måde også give et kristent vidnesbyrd: En kristen begravelse er et værdigt alternativ til den buddhistiske kremering i templet, og en kristen præst kan gennem et kristent ritual og i Jesu navn sikre, at den afdøde ikke straffer omgivelserne, for det er jo i bund og grund, hvad det drejer sig om.

                          

                                             Lokal forfædreånd "Jirj Mau"     

                               

                                       Den frygtede ånd kaldet "Ap"       

Udfordringer for Cambodjas kristne kirke
Frygten for onde ånder er noget meget konkret. Blandt Cambodjas bønder mener man, at de onde ånder mest kommer om natten. For at beskytte deres hjem mod dem bruger de ofte en slags fugleskræmsler, som de udstyrer med våben: gevær, bazooka el. spyd. I byerne er nogle af de mest populære film gyserfilm, fyldt med overnaturlige væsener. Den mest frygtede en ”ap”, et menneske, der om natten forvandles til et svævende hovede med indvolde dinglende nedenunder sig. 

Den kristne kirke i Cambodja har en stærk forkyndelse ind i denne situation, og det gør indtryk, at Jesu navn har magt over disse overnaturlige rædsler, som fylder natten med frygt. Forfædredyrkelse er den egentlige religion her i Cambodja med en fernis af buddhisme udenpå.

Det er meget almindeligt at bruge hvide kors som beskyttelse mod ånder. Selv om de ikke direkte kan påvises at have en kristen oprindelse, opfattes de af cambodjanerne som en magtfuld hjælp mod ånder, og det bruges som et tilknytningspunkt for den kristne forkyndelse om Jesu magt.

 For at forkynde sandfærdigt og troværdigt om Jesu magt kræves det, at de kristne selv er eksempler på, at Jesu navn har fjernet frygten for ånderne. Her er der for en del kristne stadig et stykke vej at gå. Som alle andre cambodjanere ser det ud til, at de har en evne til at fornemme ånders tilstedeværelse, og som førstegenerations-kristne er de stadig meget påvirket af det. I mit arbejde har jeg flere gange oplevet, at kristne har handlet irrationelt eller uforståeligt, og grunden har ofte været, at en ”fornemmelse af ånders tilstedeværelse” har gjort dem utrygge. At agere og handle troværdigt netop på dette punkt er efter min mening en af de store udfordringer for Cambodjas kristne kirke. 

Buddhistisk tempel fyldt med gudebilleder og forfædre blandet sammen med buddhistiske og hinduistiske symboler og figurer.

Axel Rye Clausen

Tilføj kommentar

Kommentarer

Dette brev får mig til at tænke tilbage på min barndom på Fanø. Vi har to kirkegårde, og når en af øboerne skulle begraves på kirkegården i skoven, skulle de forbi vores gård. Vi børn skulle da stoppe vores leg og stå stille i respekt for afdøde. Tak, at vi ikke skulle/skal være bange for ånder.

Dette brev får mig til at tænke tilbage på min barndom på Fanø. Vi har to kirkegårde, og når en af øboerne skulle begraves på kirkegården i skoven, skulle de forbi vores gård. Vi børn skulle da stoppe vores leg og stå stille i respekt for afdøde. Tak, at vi ikke skulle/skal være bange for ånder.