Med 'Falck' lige om hjørnet

24/11/2019

Min kollega, Luhekelo, og jeg er ofte på arbejde uden for kirkekontoret. Det var vi også i går, hvor turen gik ca. 50 km sydøst ud af byen. Formålet med turen var at mødes med lederne af en kvindegruppe, der havde ønsket rådgivning i nogle ting i deres menighed.

En flad fornemmelse

Efter ca. 20 km på asfaltvej stod den på grusvej resten af turen. Jeg har kørt vejen adskillige gange. Den er næsten for god, for der køres hurtigt – af nogle i al fald.  Få kilometer inde på grusvejen hører jeg pludselig en uvant lyd fra højre forhjul, og jeg er straks klar over, at noget er galt ved hjulet. Jeg stopper bilen, og vi hører tydeligt, at luften fiser ud!!!  Jeg kan endda se, der er en lille flænge i dækket, og hjulet går hurtigt helt ned.  Så tak! To kvinder og et punkteret hjul. Jeg kunne se, at det overgik mine evner udi hjulskifte! Havde det bare været en landcruiser, så vidste jeg, hvordan det skulle klares.

Nu var gode råd dyre. Problemet skulle gerne overstås i en håndevending, for folk sad og ventede på os. De havde nemlig fået at vide, det var meget vigtigt, de var der til kl. 15 og ikke bare kom til almindelig ”afrika-tid” (sådan cirka 1 times tid efter aftale). Vi forsøgte at få fat på en af kirkens chauffører. Han ville rigtig gerne komme og hjælpe os – men var uheldigvis optaget af andet arbejde et helt andet sted. 

Når nøden er størst …

Længere henne ad vejen holdt en lastbil fra elselskabet. Mændene sad og hvilede sig i grøftekanten i skyggen af nogle træer - eller de ventede måske bare på, at tiden skulle gå, så de ikke kom for tidligt hjem til kontoret fra deres opgave. Svært at sige.  Vi blev enige om at spørge dem.  Og jo, de ville gerne hjælpe os! Det var også meget lettere for dem at lægge sig ned på jorden i deres arbejdstøj og få fat i reservehjulet, der hænger under bilen. Jeg var nok ikke helt så ivrig med den slags.

De 5 mænd skulle snart få hjulpet hinanden med både reservehjulet under bilen, få løsnet det punkterede hjul, og når nu den donkraft, der hører til bilen, ikke virker, så havde de selvfølgelig selv én, der også var meget mere effektiv. Og i øvrigt virkede det også, som om det var ganske interessant at møde en ”mzungu” (europæer), der kunne begå sig på swahili. Snakke ville de i al fald gerne. 

Et hjælpsomt folkefærd

Snart var vi klar til at køre igen, både glade og taknemmelige for at ”Falck” var lige om hjørnet. Vi betalte selvfølge for ydelsen i form af lidt til sodavand, hvilket nok ikke kan gøres meget billigere andre steder.

Igen, igen forundres man over og bliver så taknemmelig for at bo og arbejde blandt et folk, der altid er så venlige og hjælpsomme, når nogen har brug for hjælp.  Vi fik talt med mændene om, hvor vi skulle hen, og hvad vi skulle, og fik selvfølgelig en hilsen med til præsten der. Som afskedshilsen sagde vi til dem, som vi altid plejer her til lands, når nogen har hjulpet én: ”Gud velsigne jer”.

Ruth

Tilføj kommentar