Med Jesus i båden

29/10/2018

En bus fyldt med danskere bumler af sted på den varme og hullede vej. Både missionærer og volontører sidder i bussen, på vej hjem fra åbningen af den nye skolebygning i Fjendeskoven. Alle er lidt trætte efter en god og hed formiddag. Der er to veje ud til Fjendeskoven. Den mest direkte vej går gennem Angkorområdet, hvor turister kun har adgang, hvis de har købt billet - cambodjanere har fri adgang til området. Den anden vej smyger sig uden om Angkorområdet, men er noget længere og mere bumlet. På vej ud til Fjendeskoven, kl 8 om morgenen, havde vi fået fri passage gennem Angkor, da vores chauffør, fra kirken, er indfødt og fik forklaret, at vi blot skulle køre igennem området. Som bonus var vi så heldige at have et fint udsyn til et par templer fra bussen. 

På vej hjem bliver den rullende bus, med en cambodjaner og ni smilende, men lidt sløve danskere vinket ind til siden af billetkontrollen. Dog var disse kontrollører noget sværere at overbevise, end dem vi mødte tidligere på dagen. En længere samtale på khmer mellem kontrolløren og vores chauffør skabte ro i bussen. Jeg tror ikke, der var nogen af os, der var særligt interesseret i at skulle vende om for at køre den lange tur udenom. Efter fem minutters spænding fik vi lov at køre igennem, og en lille, men usagt forløsning svævede i bussen, indtil chaufføren sagde nogle meget stærke ord: "When Jesus is in the boat, can we all smile".

Dette gjorde et stort indtryk på mig. At have Jesus med i hjertet og i tankerne i så basale situationer er fantastisk. Det er så simpelt, men alligevel er det noget, jeg ofte glemmer og tager for givet. Det er for det meste, kun når stormen virkelige har raset, og bølgerne har slået ind fra alle sider, at jeg husker at give min tak til Jesus for at have hjulpet mig helskindet igennem. Men hvad med alle de små storme? Dette vil jeg kæmpe for at huske. Man kan godt, som udsendt af LM, tage af sted med en tro, at nu skal jeg ud og styrke andres tro, men det går hurtigt op for en, at det går lige så meget den anden vej. 

Tilføj kommentar

Kommentarer