Missionsarbejdet er ikke en selvfølge

18/10/2018

LM's internationale missionsarbejde er ikke noget, der bare kører på skinner af sig selv. Skal det virkeliggøres, forudsætter det fire M'er: 

  • Megen forbøn
  • Moralsk opbakning
  • Mandskab
  • Midler

Indimellem har jeg en bestemt oplevelse: Det er, som om LM's internationale missionsarbejde af nogle bliver betragtet lidt som en selvfølge. Det har altid været der, og det bliver det nok ved med at være. Missionærer rejser ud, og missionærer rejser hjem. Det har de altid gjort, det er der ikke noget nyt i. Hvad er det lige, der er det særlige? Vil en og anden måske tænke. Det er, som om vi nogle gange ikke kan se skoven for bare træer. 

Men det passer ikke - LM's missionsarbejde eksisterer ikke uden videre. 

Stort i små bidder

Der er en tendens til, at det missionsarbejde, som er meget konkret og overskueligt, vækker den største interesse. Én persons eller få personers indsats i forhold til noget konkret skaber opmærksomhed. Det afgrænsede og specifikke projekt er in, den store og generelle indsats er yt. Det er sådan set forståeligt. For det afgrænsede og specifikke er til at følge med i.

For nogle i LM er missionsarbejdet nok lidt uoverskueligt og ukonkret. Hvad er det lige, vi skal forholde os til? Men her tror jeg, at det handler om, at vi fokuserer på det lille konkrete i det store ukonkrete. At vi tager det, som er stort i små bidder. Zoomer vi ind på, hvad der reelt sker konkret og lokalt rundt omkring i LM's internationale missionsarbejde, så opdager vi, at der sker store ting. Spændende ting. Faktisk er vi med til noget stort. Mange mennesker bliver kristne. Og mange bliver hjulpet socialt og diakonalt. Helt konkrete mennesker i Cambodja, Etiopien, Tanzania og Peru - og andre steder. 

Kigger vi rundt i LM's missionslande vokser antallet af kristne markant. Ikke alle steder, men mange steder. LM er medspiller i en stor missionstid.

Hold fokus

Det er ikke sikkert, at vi alle skal følge med i det hele. Men det er vigtigt, at nogle følger med i noget. At nogen holder fokus. Måske i forhold til missionærer, som man konkret kender. Eller i forhold til et arbejdsområde, som har ens særlige interesse. Eller noget andet.

De nævnte fire M'er er helt afgørende for LM's internatinale missionsarbejde.

 

Tilføj kommentar