Nåde uden barmhjertighed

13/09/2014

For et par uger siden sad jeg og arbejdede med Bjergprædikenen. Matt 5,7 rejste spørgsmålet: Hvad er forskellen på de to bibelske begreber ”nåde” og ”barmhjertighed”?  To ord, jeg har kendt og brugt hele mit liv. Mit resultat: I Det nye Testamente er ”nåde” altid knyttet til Gud. Og hvis man ser bort fra, at det en del gange handler om udrustning til tjeneste (nådegaver), handler nåden om, hvordan Gud tilgiver os vores synd og skyld. Fordi Gud selv betalte prisen ved Jesu død og opstandelse, er der gratis tilgivelse og fremtid for os syndige og dødelige mennesker. Det er den frie nåde.

”Barmhjertighed” bruges både om Gud og mennesker: ”Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig” (Luk 6,36). Og barmhjertighedens centrum er ikke skylden, men sårene. Altså de spor, der er i vores krop, sind og relationer, fordi vi er borgere i en syndig og skadet verden. Undertiden – men ikke altid – spor af andre menneskers synd. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) er et karakteristisk eksempel. Barmhjertigheden handler ofte mere om at vise medfølelse og lindre end om at tilgive.

Kommet hertil gik tankerne videre: Forkyndelsen af den frie nåde er en kerneværdi i LM. Og Gud give, at det må blive ved med at være sådan i teori og praksis. Men løber vi risikoen for, at vi mister en bibelsk balance, så vi fokuserer på forkyndelse af nåde, mens vi glemmer liv i barmhjertighed? I de personlige relationer og i vores menigheders prioriteringer. Med det resultat – måske – at ordet om nåde kommer til at lyde utroværdigt, fordi mennesker ikke ser den godhed, de hører om.

Forholdet mellem evangelisering og diakoni er kompliceret i teorien, men  enklere i praksis:
Formodentlig er det – desværre – muligt at være diakonal uden at være evangeliserende. Men jeg er overbevist om, at det ikke er muligt at være evangeliserende uden at være diakonal. Livet i barmhjertighed og forkyndelsen af nåden går op i en højere enhed.

Når jeg besøger LM-forsamlinger, der har et diakonalt arbejde, slår det mig ofte, at her er luften friskere. Der er flere spraglede mennesker og flere, der ikke er opvokset i LM. Nogle af de mest evangeliserende mennesker, jeg kender, er også praktisk hjælpsomme. Vores tværkulturelle arbejde er gennemsyret af denne kombination, så det ofte er svært at sige, hvor jævnbyrdigt menneskeligt fællesskab og praktisk hjælp ender, og forkyndelse begynder.
Og det behøver vi måske heller ikke kunne sige!
 

Tilføj kommentar