Regn er en velsignelse

22/05/2017

Regn er en velsignelse, siger man her i Tanzania. Og det er virkelig sandt! Her i Kiabakari er stort set alle, der bor rundt omkring os, afhængige af regn for at få en god høst og dermed mad på bordet. Sidste regntid slog fejl, og det betyder, at der nu er mangel på mad. Der er mange, der ikke bliver mætte hver dag.

Nu er det regntid igen, og det regner! Det er en velsignelse. Men denne regntid lod vente på sig, og det betyder, at det også varer længere tid, inden der kan høstes, og der for alvor kan komme mad på bordet igen.

De fleste heromkring har ingen eller stort set ingen indtægt ud over deres afgrøder, så derfor rammer manglen på vand så hårdt. Vi oplever det blandt vores naboer og blandt bibelskoleeleverne. Det er ikke sjovt at være langt hjemmefra, når konen ringer og grædende fortæller, at nu har de kun mad til to dage mere derhjemme.

Samtidig oplever vi bibelskoleelever, som virkelig har en lyst og en hunger efter at lære mere om Jesus og Bibelen. Men det er svært for dem at være her på bibelskolen, når de ved, at familien har det så svært derhjemme.

Ingen vand i hanerne

Vi har også fået lov at mærke på egen krop, at regn og vand virkelig er en velsignelse. Bibelskolen bliver forsynet med vand fra Victoriasøen, men siden påske har der ikke været nogen vandtilførsel hertil fra søen. Vandselskabet har ikke betalt deres regning til el-selskabet, og de har så svaret ved at lukke for strømmen. Uden strøm til pumperne er der ingen vand til de mange kunder, heller ikke Bibelskolen. Så selvom Bibelskolen har betalt for vand, som de skulle, er der altså ingen vand i hanerne her.

Det er efterhånden ved at være længe siden, at vandreserverne blev opbrugt, så nu kommer vores vandtilførsel fra himlen. Regn er virkelig en velsignelse! Her bliver vi selv de små, og vi må have lov at stole på, at vores himmelske far vil sørge for os.

Vand til evigt liv

Vi kan lægge vores vandsituation i hans hænder. Og det er fantastisk at vide, at han er den, der har det levende vand. Han vil både sørge for vores menneskelige og åndelige behov. Når Jesus siger: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14), giver det rigtig god mening her i vores kontekst. Ja, regn og vand er virkelig en velsignelse! Bed gerne om, at det fortsat må regne med vand fra himmelen, men mest af alt om, at Guds Ord må regne over alle, der bo her, så det kan blive til evigt liv, hvor de aldrig mere skal tørste.

 

Tilføj kommentar

Kommentarer

Tak for denne mail - Vi vil prøve at huske jer i vore bønner. Her har vi vand - også levende vand. Hvilken velsignelse.