Sund lære – ikke ret lære

10/10/2014

Nogle gange er det frugtbart at lægge mærke til de små nuancer i en tekst. I de såkaldte pastoralbreve er Paulus optaget af at gøre sine medarbejdere - Timoteus og Titus – bevidste om læren. Fordi det vil gavne de menigheder, de to er ledere af.

Den lille nuance, som jeg vil hæfte mig ved, er, at han i de breve aldrig bruger vores almindelige udtryk ”ret” lære. Han kan en enkelt gang sige den ”gode” lære (1 Tim 4,6), men ellers er udtrykket den ”sunde” lære (2 Tim 4,3; Tit 1,9; 2,1) eller ”sunde” ord (1 Tim 6,3) eller ”sund” forkyndelse (2 Tim 1,13).

Forskellen på ”ret” og ”sund” fortjener en overvejelse. Spøgsmålet er nemlig ikke alene om en teologi eller forkyndelse teknisk set er rigtig, men også om den har blik for, hvad der er sundt for tro og menighed.

Læren kan være teknisk sand, men alligevel usund

Nogle eksempler, hvor dette kommer i spil: Man kan tale klart, tydeligt og i ordlyden bibelsk om frelse og fortabelse. Men hvis det er uden omsorg for mennesker, sorg over fortabelsen og med en kærlig invitation til livet med Gud, så er det ikke sundt.

”Han lød som om, han var vred på os”, sagde en kammerat til mig i min ungdom efter en vækkelsesprædiken. Nogle årtier senere – i et lidt mildere klima – hørte jeg en tilhører sige om en prædikant: ”Mærkeligt at han kan smile så meget, mens han taler om noget så forfærdeligt som fortabelsen”. Teknisk set ret lære, men ikke nødvendigvis sund lære.

Eller en forkynder kan sige rigtige ting om lidelsen, Guds almagt og det onde; men man mærker ikke, at han er på det lidende menneske side. Medfølelsen er godt skjult eller væk. Måske ret lære, men næppe sund lære.

Eller der siges klart nej til homoseksuelt samliv; men intet, om hvordan det homoseksuelle menneske kan høre evangeliet, eller hvordan vi kan give plads til netop det medmenneske i menighedens fællesskab. Ret lære, men…

Denne ulykkelige udgave af lærebevidsthed opstår, hvor læren alene bliver punkter på en tjekliste og ikke en kærlig og hellig Guds invitation til frihed i Jesus og lydighed mod ham.

Sandheden sidder ikke kun i hovedet, også i hænder og fødder

En anden vinkel på denne forskel er, at i vores kultur sidder sandheden i hovedet: Den er et spørgsmål om den rigtige forståelse af en sag.

I Bibelen sidder sandheden også i hænderne og fødderne. Sandheden er noget, Bibelen udfordrer os til at leve og vandre i. Ikke bare mene noget om

(Sl 119 og formuleringen i 3 Joh 4 er markante eksempler på det).
Virkelig farligt bliver det, hvis en stærk betoning af ret lære spærrer for sund lære.
Så kan vi blive rigtig alvorligt syge.

 

Tilføj kommentar