Underviser og elev

13/03/2017

 Sidste torsdag var jeg på bibelskolen for nomader i Ilambilole for første gang for at undervise de 17 bibelskoleelever i faget ”Sundhed”. Jeg blev taget godt imod derude af både elever og lærere. Elevflokken består mest af unge mænd, men der er også et par ældre herrer iblandt. Der er både ugifte og gifte, og de har et varierende antal børn. Ikke alle i klassen har gået i skole før, derfor er det basisviden om sundhed og sygdom, jeg kommer til at undervise i. Fx god ernæring, rent drikkevand og hygiejne.

Elevflokken er blandet og består af folk fra forskellige stammer.

 

Hvordan man oplever og ser sundhed og sygdom afhænger af flere ting bl.a. kultur, viden og overbevisning. Jeg er temmelig sikker på, at mit sundheds- og sygdomssyn er meget anderledes fra bibelskoleelevernes. Så selvom jeg er underviseren, har jeg brug for at lære meget af eleverne om deres levevis og sundheds- og sygdomssyn, for at kunne give dem meningsfuld undervisning. Det er et bedeemne, at jeg må få indsigt i disse ting.

Jeg lagde ud med at undervise eleverne i, hvorfor det er vigtigt, at vi som kristne passer på vores helbred. At kroppen er en gave fra Gud, som vi skal passe på, og at Gud bor i os kristne. Gud bekymrer sig om hele mennesket og ikke kun de åndelige sider af livet. Jeg oplevede, at eleverne var meget lydhøre, fulgte med i undervisningen og stillede gode spørgsmål.

Det var en rigtig spændende udfordring, for på trods af at mit swahili er nogenlunde, taler jeg langt fra flydende. Undervisningsstilen, som eleverne er vant til, er tavleundervisning. Så samtidig med at jeg skulle kommunikere mundtlig, skulle jeg også jonglere med mit eget manuskript og få skrevet meningsfulde noter på tavlen. Det oplevedes lidt som at være til en eksamen. Men jeg bestod, og det var simpelthen bare fantastisk at komme i gang med arbejdet. Jeg glæder mig utroligt meget til at skulle undervise igen på torsdag, for jeg har meget at lære endnu.  

 

​Agnes Rahbek, tidl. missionær og frivillig i MUWA-arbejdet var med på sidelinjen.

 

Tilføj kommentar

Kommentarer

Kæmpe stort til lykke at undervise på swahili. Super godt gået. Jeg er sikker på, både du og eleverne bliver klogere hen ad vejen!!

Kæmpe stort til lykke at undervise på swahili. Super godt gået. Jeg er sikker på, både du og eleverne bliver klogere hen ad vejen!!

Kunne ikke lige få lov til at sætte navn ved... Men stadig "Way to go, Stine!" Mange hilsner Lisbeth Reuss-Schmidt

Tak for dejlig nyhedsopdatering. Og tillykke med denne gode begyndelse! Vi ønsker Guds velsignelse fortsat over familie og medarbejdere! (Det var dejligt lige at få hilst på jer vedjuletid i Iringa!) De bedste hilsner, Ingeborg