Tænker du på at rejse udenlands som missionær?

Stil dine spørgsmål, eller få en uforpligtende snak med LM’s missionskonsulenter:

Bent Olsen, 4157 8237
Christian Lund Pedersen, 4820 7673
Reidar P. Poulsen, 4820 7675

Missionshistorie

Vi lærte meget gennem samtale

Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

Tidligere missionærer fik stor hjælp til at forstå kulturen af deres hushjælp og af præster

Margit og Mogens Høj­gaard Jensen var missionærer i Rukwa i Vesttanzania i 1988-2003. De var et af de mange LM-missionærpar, der var i området på den tid, og de oplevede en stor vækst i kirken der. 

Det var en stor talmæssig vækkelse, men også et ønske fra mange om at lære Bibelen bedre at kende. Mange kom fra katolsk baggrund og blev tiltrukket af, at Brødrekirken tilbød kurser for menighedsledere. 

Mogens Højgaard Jensen rejste rundt i distriktet som evangelist. Hans område var halvanden gang så stort som Fyn, og i første periode satsede han på at komme rundt til så mange menigheder som muligt. Senere satsede han mere på undervisning af centrale personer som evangelister og kirkeældste. 


Margit Højgaard Jensen underviser bibelskolens kvideklasse (Sumbawanga) i strikning i 2001.

Margit Højgaard Jensen er uddannet sygeplejerske, men havde ikke arbejdstilladelse som sådan. Det gav hende frie hænder til gøre det, der faldt for som undervisning af kvinder og bibelskoleelever, legestue og børneklub og skoleundervisning for missionærbørn, bogsalg, regnskab, bibelkreds for medarbejdere og evangelister og rigtig meget sygepleje på privat basis for missionærflokken, evangelister og naboer.

Ældre kristne tanzaniere opdroge Mogens til at forstå kulturen

Det blev først bestemt, at familien skulle til Rukwa omkring den tid, hvor de skulle på sprogskole. Før det havde der været snak om både Peru og Mara i Nordtanzania. Men LM’s ledelse så et behov for flere medarbejdere i Rukwa, hvor der var åbne døre, som de var overbeviste om, at LM skulle gå ind ad.

Familien Jensen var glade for at komme til Sumbawanga, hvor der i forvejen var flere, som de kendte fra LM’s Missonsskole. Missionærerne fik et meget tæt forhold og blev efterhånden som en ”tredje familie” for hinanden.

Det nye missionærpar stod over for en lang og svær læringsproces med at finde ind i sprog og kultur, og hvad der blev forventet af dem. Her kunne de andre missionærer hjælpe, ligesom de glædede sig over at have en hushjælp, som fortalte, hvad de burde gøre. 
Margit Højgaard Jensen kan da også i bakspejlet se, at de flere gange dummede sig og lavede situationer, hvor tanzanierne måtte bære over med dem.

Nogle ældre evangelister og præster påtog sig at ”opdrage” Mogens Højgaard Jensen.


Ægteparret arbejdede i Brødrekirken, som LM havde haft samarbejde med i mange år.

”Det var med til, at jeg fik en rigtig god fornemmelse af befolkningens tankegang og det gjorde det lettere at ramme ind i folks hverdag, når jeg prædikede og underviste,” siger han.

Et af aspekterne ved at sætte sig ind i kulturen var at lære at tage sig tid til at snakke. Dels lærer man meget i de samtaler, der foregår, og dels kræver det tid, hvis folk skal have tillid til en, forklarer missionærparret.

Mogens fik efterhånden frimodighed til forbøn for besatte

Ægteparret Højgaard Jensen fortæller, at Rukwa er kendt i hele Tanzania for majshøst, trolddom og sort magi. Den tankegang præger hele samfundet, og frygt, amuletter og beskyttelsesmedicin fylder også hos folk i kirken. 

Mogens Højgaard Jensen undrede sig over, at så få kristne gav udtryk for et behov for hjælp mod besættelser. Men de oplevede, at der efterhånden blev større frimodighed til at søge hjælp. Det var, som om mange troede, at forbøn mod onde ånder kun hørte til i Pinsekirken.

I begyndelsen var der også store problemer med druk blandt evangelister og kirkeældste. Men det besluttede kirken at arbejde bevidst med gennem undervisning og prædiken. 

Jeg var altid bevidst om at oplære andre

Efter nogle år stod det klart, at antallet af missionærer i Rukwa ville falde, fordi LM så behov for at fordele sine resurser anderledes. Det prøvede både missionærerne og kirken at forholde sig til.

Ansvarsområderne blev lagt om fra geografiske områder til overordnede arbejdsområder, og kirken vedtog at overtage dem en efter en. Det første var den direkte evangeliserende indsats og senere oplæring og bibelundervisning i landsbyerne.

”Jeg ved ikke, hvor meget der kører videre, men kirken er da ikke faldet sammen, siden vi rejste,” griner Mogens Højgaard Jensen.

For ham var det vigtigt hele tiden at have fokus på, at han ikke skulle være der altid og at være bevidst om at oplære andre og give plads til andre. Derfor forventede han altid, at den lokale præst også underviste, når de var ude i landsbyerne. 

Tilføj kommentar

Mekane Yesus-kirkens synoder i Syd-Etiopien er gået sammen om at drive et uddannelsescenter, som omfatter både high school (gymnasium)...

27/9/2014 | af Anders Solgaard
Jeg tog til Tanzania som single og kom glad hjem som single. Men jeg blev forelsket undervejs. Jeg blev forelsket i Tanzanias kultur, indbyg...