Tænker du på at rejse udenlands som missionær?

Stil dine spørgsmål, eller få en uforpligtende snak med LM’s missionskonsulenter:

Bent Olsen, 4157 8237
Christian Lund Pedersen, 4820 7673
Reidar P. Poulsen, 4820 7675

Missionshistorie

Livstidsmissionær og lavkirkelig missionsbiskop

Leif Rasmussen

Søren Haahr Ibsen er i særklasse blandt de mange, der de seneste 100 år har været LM-missionærer. Dels på grund af 40 års indsats i Tanzania og dels fordi han gennemlevede en markant missionshistorisk udvikling fra missionsmark i et pionérstadium til selvstændig ung afrikansk kirke. Og han var selv en engageret og central aktør i denne proces.

Da LM i 1911 besluttede "at optage Arbejdet for Hedningernes Frelse i Forbindelse med Brødremenigheden", ville man samtidig søge en egnet ung mand, som kunne være LM's udsending på missionsmarken.

Den kun 17-årige Søren Haahr Ibsen fra Agersnap ved Ølgod blev antaget. Han var opvokset i et nøjsomt hjem med tilknytning til LM i Ølgod; et hjem, hvor man også fulgte med i Brødremenighedens Missionsblad og havde en missionssparebøsse som fast inventar i hjemmet.

En lang forberedelsestid

I teenageårene syslede Søren med tanken om at bryde over tværs og blive lærer, da han en dag brat blev standset af en stærk indre tilskyndelse: Du skal være hedningemissionær!

Han reagerede på opråbet i Missionsvennen og blev antaget. Allerede i efteråret 1912 måtte den unge Søren i gang med et intensivt tyskstudium for at kunne følge med i missionæruddannelsen i Niesky ved Dresden fra påsken 1913. Uddannelsen gav en bred indføring i teologiske fag, men også en lang række kulturelle og praktiske færdigheder, der ansås for nyttige for missionærer.

Første Verdenskrig forstyrrede programmet. Skolen måtte lukke i flere år. I 1921 kunne Søren Ibsen afslutte missionæruddannelsen. Dernæst måtte han læse kinyamwezi og engelsk. Et bryllup med sygeplejeelev Johanne Christiane Haahr, der fulgte ham i samtlige 40 år i Tanzania, blev også klaret før opbruddet i 1922.

Alt tager sin tid

Sørejsen fra London til Dar es Salaam varede en måned. Toget brugte 37 timer på ruten fra havnebyen til Tabora. De sidste 90 km fra Tabora til Sikonge var en 3-dages gåtur sammen med de 200 bærere, der bar bagagen.

Langt på vej var det en pionéropgave, Søren Ibsen blev kastet ud i i Unyamwezi i Vest-Tanzania. Men samtidig var det et missionsprojekt, som andre havde lagt en ramme for i årene før Verdenskrigen. En række missionsstationer og udstationer (filialer) var bygget.

Ved krigens udbrud var de fleste missionærer imidlertid enten blevet interneret eller hjemsendt. For de missionærer, der kom ud i årene fra 1922, drejede det sig om at genbemande og genopbygge arbejdet. Indtil alle stationerne igen var bemandet, måtte en del af missionærerne have tilsyn med mere end én station.

Med stor flid kastede Søren Ibsen sig ud i de mange opgaver: tilsyn og assistance ved byggeopgaver ved udstationer, afvikling af gudstjenester og møder og ikke mindst undervisning af de lokale evangelister, der også ofte fungerede som lærere i missionens skoler.

Mange opgaver lå naturligvis rundt på udstationerne i distriktet, hvortil Ibsen i de første år måtte gå eller cykle. Han fik installeret et cyklometer på sin stålhest og kunne efter fem år konstatere, at den havde kørt 16.000 km.

Mens Søren var på hyppige - og slidsomme - safarier, havde fru Johanne i høj grad sin eksistens som missionærhustru på missionsstationen. Hun stod for den besværlige husførelse, havde ansvar for børnene og tog sig også af en række lokale kontakter - også sjælesørgerisk. Men ensformig og isoleret har tilværelsen uomtvisteligt været. Søren Ibsen konstaterer et sted, at "i de første seks år i Ipole var min kone kun tre gange uden for stationen"(!)

Efter Ibsen-familiens første hjemmeorlov i 1929 blev der bevilget en bil. Den kom til at gøre gavn i Unyamwezi i mere end 20 år: "Før plejede det gerne at tage fem Dage for Rejsen, nu haaber jeg at kunne gøre det paa 6-7 Timer", kan man læse i et brev fra Ibsen i 1930 vedr. en tur til Kitunda, 140 km væk.

Familien Ibsens bil.

Missionærlivets omkostninger

Sygdom og mørke skyer slap familien ikke for. Da Johanne og Søren efter et hjemmeophold i 1935 rejste ud til deres 3. periode, måtte de af hensyn til børnenes skolegang lade de tre ældste børn på bare 8 - 12 år blive hos familien i Danmark; kun den yngste på fire år tog de med ud igen.

Mindre end et år senere fik de pr. telegram det tragiske budskab, at deres ældste pige var død. Der var ingen mulighed for at være med ved begravelsen. Johanne fik en ekstraordinær hjemrejse i løbet af året for at hun kunne være til støtte og hjælp for de to piger, der nu skulle fortsætte opvæksten i Danmark uden deres storesøster.

Anden verdenskrig forhindrede, at missionærerne kunne komme på hjemmeophold, og al kontakt mellem hjemlandet og Østafrika var i de fem år på vågeblus. For Ibsens indebar det, at de først kunne rejse til Danmark i slutningen af 1945, og Søren Ibsen kunne gense sine to teenagepiger efter mere end 10 års adskillelse. I øvrigt fik Ibsens senere den store glæde, at alle deres tre børn som voksne i nogle år var missionærer i Unyamwezi sammen med forældrene.

Fra "missionsmark" til ung kirke

Da den ledende missionær ("superintendent") pludselig døde i 1938, måtte Ibsen påtage sig lederfunktionen. Den stilling bestred han indtil opbruddet fra Unyamwezi i 1962. Fra hovedbyen Tabora ledede han det vidt forgrenede arbejde både indsigtsfuldt, myndigt, målrettet og visionært i de skiftende faser frem mod en mere og mere selvstændiggjort kirke.

Der var mange byggeopgaver at holde styr på. Hospitalsarbejdet udvidedes. Spedalskhedsarbejdet fik sit meget lovpriste center i "Kidugalo". Der etableredes bibelskole, kostskole for både piger og drenge, lærerseminarium osv. Nybrudsarbejde blev igangsat, hvor mulighederne åbnede sig. Bibeloversættelser, sangbøger og liturgihåndbøger skulle ajourføres.

At få bemandings-kabalen til at gå op var ofte en kompliceret affære, når der hele tiden var missionærer, der var berettiget til orlov i Europa. Ibsen arbejdede sammen med 71 forskellige missionærkolleger i de 40 år!

Søren Ibsen prioriterede det højt, at der ved de månedlige kurser skulle gives hjælp til evangelisterne, og at nogle skulle sendes af sted på evangelist- eller præstekursus af længere varighed. Lokalkirken skulle have maksimal hjælp til at vokse i modenhed og ansvar. Man forsøgte også på forskellig vis at øge de økonomiske bidrag, sigtende imod stadig mere selvunderhold.

Ved en missionærkonference i 1936 holdt Ibsen et vægtigt foredrag under overskriften: "Hvorfor er vi her, og hvad vil vi?" Her mejslede han det ud for sine kolleger: "Bygger vi et stort Hus uden en ordentlig, solid Fundamentering, vil det styrte sammen en skønne Dag. Den indfødte Kirkes Grundvold er en stærk, indfødt Medhjælperstab".

Dette var - sammen med iveren for, at flere skulle føres fra mørkets magt over i Guds Rige - hjerteblodet for Søren Ibsen i de årtier, han var "superintendent". I 1946 blev han ordineret til biskop i Brødrekirken. Og det var ham altid en stor glæde, hver gang han kunne ordinere en eller flere lokale præster, der var rede til at være åndelige ledere.

Kronen på værket var helt givet, at han umiddelbart før opbruddet kunne overlade lederansvaret til Teofilo Kisanji, en af kirkens egne dygtige folk. Fire år senere kunne han oven i købet være med til at indvi Kisanji til biskop. Da var staven for alvor rakt videre.

Hjertet i Tanzania til det sidste

Biskop Ibsen sluttede sin missionærtjeneste i Tanzania i 1962 og levede sine sidste år i Danmark; men hjertet vedblev at være i Tanzania. Med sine 40 års tjeneste må han nok betegnes som livstidsmissionær. Kun få holder ved så længe. Og han kom til at sætte langvarige spor.

I de 40 år var der en modningsproces på den indre front i kirken. Men der var også velsignelsesrig væksttid antalsmæssigt for Guds rige i Vest-Tanzania. Totaltallet af døbte var 20.000 i 1962, mod 471 i 1922.

Biskop Ibsen var helt til sin død i 1978 intenst optaget af, hvordan livet udviklede sig i den kirke, som han i mere end en menneskealder havde været som en far for. Ibsens sidste hvilested blev Gudsageren i Christiansfeld. Søren Ibsen var en inkarneret Brødremenigheds-kristen, som samtidig livet igennem stod ved sin LM-identitet.

Tilføj kommentar

Området Fjendeskoven nord for Siem Reap ligger uden for regeringens administrationsområde. Stedet skønnes ikke brugbart for mennesker,...

1/12/2013 | Cecilie Winther Jensen
Jeg havde egentlig planlagt, at jeg skulle være hjemme i trygge Danmark i et år, hvor jeg skulle tjene penge, flytte hjemmefra og en masse andet. Men midt i dette projekt søgte jeg spontant - fra den...