Gud lod os vente på William

Dorthe og Ole Schmidt ventede fem år på at få deres adoptivsøn, William, der nu er fire et halvt år gammel.

De kan godt undre sig over, at Gud lod adoptionsprocessen tage så lang tid. 

”Vi forstår ikke Guds ledelse i det, og indimellem har vi råbt højt og klaget, men vi har lært at hvile i, at han har en plan. Også med hensyn til, hvad vi skulle igennem,” siger de og fortæller, at de er dybt taknemmelige for deres to børn.

Siger nej tak til reagensglasbefrugtning

Det er ikke nogen selvfølge at få børn. Det har Johanne og Asbjørn Sandberg Ellesen konstateret. De blev gift for snart seks år siden, men er stadig ufrivilligt barnløse.

Parret har oplevet en lettelse ved selv at være ret åbne om deres situation, men andres reaktioner viser dem, at emnet er lidt tabubelagt. For eksempel har mange fortalt dem, at de selv har haft samme problem – uden tidligere at have fortalt om det.

Gud kan være svær at råbe op

Jens Andersens liv er ikke beretningen om store glæder og sejre. Den ene datter er blevet skilt efter 27 års ægteskab, den anden datter er opereret for tredje gang for brystkræft.

”Men jeg klamrer mig til Gud. Jeg kan hverken se ham eller høre ham.

Det har dog ikke kun været dårlige oplevelser.

Jens Andersens farfar, blev omvendt som voksen i missionshuset i Rå, der i dag er LM’s eneste missionshus på Lolland.

Nu tør jeg nærme mig Gud igen

Først døde hans lille søn. Så døde hans bror. Det har sat dybe spor hos 39-årige Søren Brink Kristesen, og det har også påvirket hans forhold til Gud.

I februar 2012 blev Villads, der var to et halvt år, syg. Han kunne ikke støtte på sine ben og blev indlagt på sygehuset. Det gik lidt op og ned et par uger, hvor lægerne havde svært ved at fastlægge, hvad han fejlede.

Torsdag den 1. marts lå han i medicinsk koma på grund af en blodforgiftning. Dagen efter skete der en menneskelig fejl.

Således elskede Gud

Da jeg åbnede bogen for første gang, må jeg indrømme, at jeg tænkte ved mig selv: Skal alle 3,16-vers i Bibelen kunne sige mig noget?

Det lyder lidt søgt at tvinge en andagt/mening ud af dem alle! 

Konceptet i denne andagtsbog er, at Per Bøndergaard har taget hver bog i Bibelen og har skrevet et andagtsstykke over hvert 3,16-vers (eller det nærmeste i hvert fald).

Denne tanke, at det skulle være søgt, må jeg sige blev gjort til skamme. Per gennemgår hvert vers som en lille kort andagt/refleksion, der er meget overskuelig og ligetil.

Bornholmerne

I de første 30-40 år af Luthersk Missions virke, var der to øgenavne, som ofte blev brugt om LM. Det ene var ”møllerianerne” efter stifteren Chr. Møller, og det andet var ”Bornholmerne”, da LM var stiftet på Bornholm.

Birger Pedersen fra Rønne har skrevet en bog, der i bedste forstand er folkelig. Her har historiefortælleren skrevet enkelt, jævnt og spændende om 11 bornholmere, som har præget LM’s historie i større eller mindre grad. 

Kristne lejre holdt mig åben for troen

Kristendom var ikke noget, de brugte tid på i Anders Philipps barndomshjem. Hans far tog dog Anders og hans søster med i legestue i præstegården i Jyllinge, hvor de boede.

Da Anders var fire år, flyttede familien til Sakskøbing på Lolland, og hans far fandt en legestue i Toreby, som nogle personer fra Lindeskovkirken var med til at stå for. 

”Her var en del mere kristendom involveret end i Jyllinge,” fortæller Anders, der nu er 22 år og bor i København, hvor han læser musikvidenskab på universitetet. 

Nu er der noget at stå op til

Jon er opvokset i et almindeligt kulturkristent hjem, men havde ikke meget til overs for Jesus og fulgte med de hårde gutter i folkeskolen.

Som 13-årig blev han af sin storebror, der er kristen rapsanger, inviteret med til en fælleskristen kampagne i Skjern. Her mærkede han en varme og et fællesskab, som var ukendt for ham. 

Han blev ramt af talerens ord om, at han kunne gå ud af teltet som et frit menneske, selvom han følte sig tynget. Lidt senere var der en stemme indeni, der sagde: ”Velkommen, du er kristen!” Og han blev fyldt af glæde.

Jeg beder Gud hjælpe med alle ting

Bønnen har været en del af Karoline Fredensborg liv, fra hun var helt lille.

”I mit hjem var der andagter og bordbøn ved alle måltider, og når far og mor bad, foldede de mine og mine søskendes hænder, så vi ubevidst var med, forklarer hun.

”Jeg lærte at bede i alle situationer. For eksempel når cykelkæden drillede på vej til skole.”

Alligevel er hun overbevist om, at bøn ikke er noget, man kan gøre af sig selv. 

”Man hører af og til nogen sige, at ’når du ikke kan andet, kan du bede’. Det tror jeg ikke på, for Gud skal lægge det hen til en,” siger hun.

Opgaven er for vigtig at sige nej til

18-årige Karoline har været formand for sønderjyske GAS LMU i et års tid.

Men før hun kunne sige ja til opgaven, skulle hun igennem en proces.

”Situationen var den, at en flok af de ældste LMU’ere forlod området. Ingen fra den gamle bestyrelse var tilbage, og jeg blev spurgt om at være formand. Jeg var meget i tvivl, om det var noget for mig. Jeg var og er ret ung, og opgaven indebærer et stort ansvar. Det ville helt klart have været nemmest at sige nej til opgaven,” siger hun.

Sider