Asylansøger: Nu læser jeg meget mere i Bibelen

Bibelundervisning Asylcenter Hviding 2016
En gang om ugen er LM i Ribe med til at holde bibelundervisning for asylansøgere fra Asylcenter Hviding. Privatfoto
Etiopisk flygtning opfordrer til at bruge ventetiden på at søge Gud i bøn og bibellæsning som et stærkt vidnesbyrd for de øvrige asylansøgere på centeret i Hviding

03. september 2018 / Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk

"Brug tiden på asylcenteret til noget andet end at sidde og kigge ind i væggen eller på en tv-skærm."

Sådan lyder opfordringen fra 41-årige Alem, der er flygtning fra Etiopien, til de øvrige asylansøgere på Center Hviding.

"Vi kan så nemt blive fyldt af tanker og bekymringer, om vi kommer godt igennem interviewene, om dommeren tror på os, og om vi får asyl og kan blive i Danmark."

Den etiopiske kvindes vidnesbyrd gjorde stort indtryk på alle

Den stærke opfordring lød til en grillaften i Luthersk Mission i Ribe, hvor 22 asylansøgere fra Hviding var inviteret med som deltagere sammen med 18 danskere.

Værtsparret Gunhild og Jens Rosenberg fortæller, at den etiopiske kvindes vidnesbyrd gjorde stort indtryk - både på de øvrige asylansøgere og de danskere, der var med.

"Hun opfordrede de andre asylansøgere til i stedet at bruge tiden på at lære Jesus at kende, læse Bibelen og bede," siger Jens Rosenberg.

"Det var et 'wake-up-call' også for os andre og stærkt at høre, især når man tænker på, hvad mange af dem har været igennem, før de kom her, og på den lange ventetid på asylcenteret."

Måtte forlade et godt liv, men er nu kommet nærmere Jesus

Han fortæller, at den etiopiske kvinde, Alem, er uddannet psykolog, men måtte forlade et godt liv i Addis Abeba, fordi hendes kommende mand var politisk aktiv og imod regeringen.

"Hun sagde: 'Jeg har et godt liv nu. Ikke fordi jeg ikke tænker på alt det, der bekymrer mig, og det, jeg har forladt. Men fordi jeg er kommet Jesus meget nærmere.'"

Hendes forklaring, gengiver Jens Rosenberg, var: "Nu, hvor jeg har tiden til det, læser jeg meget mere i Bibelen, jeg beder mere, og jeg går til gudstjenester."

Hendes stærke vidnesbyrd sluttede på denne måde: "Selv om det ikke går, som jeg ønsker - om nogen endda tager mit liv, så kan de aldrig i evighed tage Jesus fra mig."

Troen er med til at bære asylansøgerne gennem en svær tid

Jens Rosenberg ser den etiopiske flygtnings vidnesbyrd som et stærkt tegn på, at den kristne tro er med til at bære asylansøgerne gennem en svær tid.

Sammen med andre fra LM Ribe, en præst og Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe Stift har han gennem flere år undervist asylansøgere fra Hviding i Bibelen.

Hver torsdag formiddag mødes godt 20 asylansøgere til bibelundervisning i en bygning nær asylcenteret. Det giver anledning til mange gode snakke, og mange af asylansøgerne ønsker efter endt forløb at blive døbt til den kristne tro.

"Jeg sidder tilbage med stor taknemmelighed over at få lov til at være med i dette arbejde, som ikke bare er at give, men også at modtage," siger han.

---

Læs mere om Luthersk Missions tværkulturelle arbejde her.

Ønsker du at modtage et månedligt nyhedsbrev med spændende historier fra det tværkulturelle arbejde, så tilmeld dig her.

Tilføj kommentar