En familie på fem blev døbt i Peru

Foto: Dåb af Fernando i Peru
Den 11. august blev en familie på fem døbt i kirken Nuestro Salvador i Arequipa. Her er det otteårige Fernando (Foto: Emil Solgaard).
Faderens kristne bror blev ved med at fortælle dem om Jesus og invitere børnene med til kristne arrangementer.

26. august 2019 / Emil Solgaard

Søndag den 11. august blev en familie på fem - mor, far og deres tre sønner - døbt i kirken, Nuestro Salvador. Den ligger i bydelen Hunter i Arequipa. 

Faderen i familien hedder Alfredo. Han fortalte, hvordan hans forældre tidligere havde været lidt med i en evangelisk kirke, men at de lige så stille var gledet væk fra kirken og troen.

En kristen bror blev ved med at invitere med i kirke

Til gengæld var hans bror blevet kristen for flere år siden og var blevet ved med at fortælle ham om Jesus og invitere børnene med til forskellige kristne arrangementer. 

Sidste år begyndte Alfredo og familien at komme mere fast i kirke og i en bibelstudiegruppe sammen med den kristne bror, og da broderen i maj flyttede til Colombia som missionær, tog præstefamilien over. 

Da familien gav udtryk for, at de gerne ville døbes, gennemgik de et dåbsoplæringsforløb, indtil de var klar til at blive døbt.

Menighedens vigtige rolle, så nydøbte ikke glider væk fra troen

I dagens anledning var en stor glasskål med vand fundet frem.

Flere bibelvers om dåb blev læst op, før deres fint opsatte hår blev overhældt med tre håndfulde vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og løfterne om genfødsel til et nyt liv som en del af Guds kirke blev fuldført. 

Efter dåben betonede Alfredo, hvor vigtigt det er, at menigheden følger op på ham og hans familie. 

”Det er vigtigt, at man bliver ved med at få fyldt på, for ikke lige så stille at glide væk fra troen. Det er derfor også vigtigt at blive ved med at invitere med i kirke," sagde han. 

Dåbsgudstjenesten sluttede af med, at plasticstolene, som udgør kirkebænkene, blev rykket ud langs væggene, og hele menigheden nød de medbragte lækkerier og dåbsfamiliens hjemmelavede mad, som Alfredos søstre sammen med hans kone havde kokkereret. 

Artiklen er en forkortet udgave af en artikel i Tro & Mission nr. 14/2019

Læs mere om LM's aktiviteter i Peru

Tilføj kommentar