En teamleder er på vej til Cambodja

Foto: Lisbeth Reuss-Schmidt
Lisbeth Reuss-Schmidt fra Aarhus skal være teamleder for LM's missionsarbejde i Cambodja.
Midt i 2017 begynder Lisbeth Reuss-Schmidt på opgaverne. Men først venter kurser i kultur og sprog – både i England og i Cambodja

12. januar 2016 / Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

Lisbeth Reuss-Schmidt har mange sommerfugle i maven.

Årsagen er, at hun lige før jul blev ansat som ny teamleder for LM’s missionsarbejde i Cambodja.

”Det er en stor glæde, at vi kan ansætte Lisbeth Reuss-Schmidt med henblik på at blive teamleder i Cambodja,” siger Carsten Skovgaard-Holm, der er leder af LM’s missionsarbejde.

Har erfaringer med organisation og ledelse

47-årige Lisbeth Reuss-Schmidt er uddannet sygeplejerske. Hun bor i Aarhus og arbejder på Regionshospitalet i Randers.

Hun har løbende efteruddannet sig med blandt andet en master i sygepleje fra Deakin Universitet i Australien og en diplom-uddannelse i offentlig forvaltning.

Lisbeth Reuss-Schmidt er ikke ukendt med organisatorisk arbejde, da hun både er tillidsrepræsentant og engageret i Dansk Sygeplejeråds bestyrelse i Midtjylland.

Menighedsmæssigt hører hun til i LM-frimenigheden Aroskirken, hvor hun også har erfaring fra bestyrelsesarbejde.

Godt et års forberedelser venter

I april tager Lisbeth Reuss-Schmidt på et ti ugers forberedelseskursus på All Nations Christian College i England.

Til august 2016 rejser hun til Cambodja for at lære sprog og kultur. I midten af 2017 er hun så klar til at blive teamleder.

Planen er, at Lisbeth Reuss-Schmidt ved siden af teamleder-opgaven skal have cirka 25 procent andre missionsopgaver.

Gud lægger tingene til rette

Teamleder-stillingen i Cambodja er ikke Lisbeth Reuss-Schmidts første ansættelse i LM’s missionsarbejde. I 1990’erne var hun i 15 måneder volontør på Den danske Skole i Tanzania.

”Jeg er meget spændt og lettere skrækslagen, men har også allerede oplevet, at forbøn virker, og at Gud har lagt tingene til rette igennem hele ansættelsesprocessen,” siger hun.

”Det er nemlig ikke altid helt let at rykke rundt på de mange ting, jeg er engageret i, men det hele har bare passet sammen, så jeg har kunnet komme til samtaler og andet i forbindelse med ansættelsen.”

Læs mere om LM’s missionsarbejde i Cambodja.

Tilføj kommentar

Kommentarer