A-kasse støtter ide om at lave bibelstudiehæfter

Foto: Bibelstudiegruppe
Kristne samles i smågrupper alle steder, og mange menigheder skriver deres eget materiale til dem. Dem vil Henrik Hadberg gerne hjælpe. (Foto: Lightstock)
Frimenighedspræst har set et behov for anderledes materiale til bibelstudiegrupper, end der findes i dag. Han er ved at udvikle en online løsning, der kan bruges i både Danmark, Norge og Sverige

06. maj 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Henrik Hadberg fra Munkebo har en drøm om at skabe online bibelstudiemateriale til alle bøger i Bibelen.

”Gennem mange år har jeg fungeret som evangelist og præst i både Danmark og Norge, og der har jeg set et behov for et nyt og anderledes bibelstudiemateriale end det, der findes i dag, uddyber han.

”Kristne samles i smågrupper alle steder. Mange menigheder skriver deres eget materiale til dem, og dem vil jeg gerne hjælpe.”

I dag har han en ti-procents ansættelse som præst i Fyns Frimenighed.

Iværksætterforløb gennem a-kasse

Efter seks år som frimenighedspræst i Norge vendte Henrik Hadberg tilbage til Danmark sidste sommer – og han er nu 90 procent arbejdsløs.

Til en samtale i Akademikernes A-kasse præsenterede han sin drøm.

”De blev begejstrede for ideen og sagde, at jeg skulle udvikle på det,” siger han og fortæller, at han fik bevilget et tre måneders iværksætterforløb, AKA Startup, med undervisning, sparring og vejledning i at sætte noget nyt i gang.

Som arbejdsløs skal han søge job, samtidig med at han følger iværksætterforløbet.

Materialet skal være fælles for Skandinavien

Henrik Hadberg forestiller sig, at online bibelstudiematerialet skal være for både Danmark, Norge og Sverige.

Forkyndere fra alle tre lande skal skrive studieoplæg, og alt materialet skal oversættes til alle tre sprog.

”Selv om der selvfølgelig er kulturforskelle, vurderer jeg, at de er så små, at det kan lade sig gøre,” siger han.

”I alle tre lande har konservative kristne det til fælles, at de er en minoritet i et velfærdssamfund.”

Online hæfter kan gøres bedre hele tiden

Henrik Hadberg forklarer, at online bibelstudiematerialet skal være et tilbud, som bibelstudiegrupper kan bruge på linje med trykte hæfter

Planen er, at første udgave af online bibelstudiehæfterne skal være færdige om tre år.

”I og med at de bliver digitale, kan vi til stadighed arbejde med dem – gøre dem bedre og lave tillægshæfter,” siger han.

”Det betyder også, at brugerne kan være med til at forme materialet.”

Tilføj kommentar

Kommentarer

Han fortalte om det til Påskegudstjenesten. Det gjorde mig rigtig glad at Gud har søsat det. Ønsker Guds velsignelse med projektet