LM ansætter ny rejseprædikant til hele landet

Jakob Rahbek i 2016 hvor han prædikede på LMU's missionskonference
Jakob Rahbek prædikede i 2016 på LMU's missionskonference Mission for en stor gruppe unge (foto: Amalie Puggaard Poulsen)
Jakob Rahbek, der er ansat som prædikant i LM fra 1. oktober, lægger stor vægt på at forkynde om Jesus på korset på en letforståelig måde i sine prædikener

16. august 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

”Jeg er glad for at forkynde, og jeg kan godt lide at gøre Bibelen levende for andre.”

Det fortæller Jakob Rahbek, der fra 1. oktober er ansat på 40 procent som prædikant i Luthersk Mission.

Han overtager stillingen efter Søren Pedersen, der gik på pension sidste år efter 41 år som rejseprædikant.

Jakob Rahbeks arbejdsområde bliver hele Danmark, men til hverdag bor han i Agerskov, hvor han er valgmenighedspræst på 60 procent.

Fortæller om Jesus på korset i sine prædikener

”Jeg vil gerne fortælle om Jesus på korset. Der er sjældent en prædiken, hvor jeg ikke peger på det krucifiks, vi har hængende i kirken,” forklarer den nyansatte prædikant.

Som valgmenighedspræst har han både kontakt med konfirmander, beboere på plejehjem, folk, der kommer ind fra gaden, og de vante kirkegængere.

Den bredde passer ham fint, men han lægger vægt på, at forkyndelsen skal kunne forstås af folk, der ikke kommer i missionshus eller kirke til hverdag.

Ansættelse giver bedre tid til fordybelse

LM’s kredse og frimenigheder bruger oftest frivillige forkyndere til deres møder.

Alligevel er der nogle få forkyndere, der får løn for at stå på talerstolen i LM’s menigheder.

”En ansat forkynder giver os mulighed for at få en person, der har arbejdstiden til at sætte sig ned og fordybe sig. Det er alt andet lige lettere at finde tiden til det, når det er ens job,” fortæller LM’s generalsekretær Søren Skovgård Sørensen.

Brugte et helt år på at bede og læse i Bibelen

Jakob Rahbek, der er født i 1982, holder netop af at fordybe sig.

Han har tidligere fortalt til avisen Udfordringen, at han som 21-årig viede et helt år til bøn og bibellæsning.

Efterfølgende har han også læst teologi ved Københavns Universitet suppleret med undervisning på Dansk Bibel-Institut, der varetager LM’s missionæruddannelse.

Kan blive en rollemodel for potentielle forkyndere

”Det er fantastisk, at vi har fået en ung forkynder, der er vant til at forkynde,” siger LM’s generalsekretær.

Han håber, at Jakob Rahbek kan blive en rollemodel for unge potentielle forkyndere, så der kan komme flere unge på listen over kaldede prædikanter i LM’s afdelinger.

”Han er sig selv, når han står på talerstolen, og det er godt," tilføjer generalsekretæren, der også glæder sig over, at den kommende forkynder har erfaring med pastorale opgaver såsom sjælesorg.

Arbejdede med evangelisation i Rusland i to år

Den nyansatte forkynder er gift med Benedikte Rahbek. Sammen har de fire børn i alderen 1-7 år.

Han er opvokset i Græsted i Nordsjælland, hvor familien var tilknyttet LM’s missionshus. Som voksen har han boet i København, hvor han var ansat som forkynder og præst i LM’s frimenighed i Hvidovre.

Han har også tidligere været rejsesekretær for Dansk Bibel-Institut og ansat i det russiske studenterarbejde ved Sortehavet i en to-årig periode. Siden 2015 har han været præst i Agerskov Valgmenighed.

Menigheden består af omkring 80 voksne og knap 50 børn. Størstedelen har tilknytning til LM. Menigheden er en del af Evangelisk Luthersk Netværk.

Tilføj kommentar

Kommentarer

Tillykke, Jakob! Som min gamle elev kan det kun være godt :)! Gud velsigne dig i gerningen! Glæder mig til at høre dig på øen i Østersøen!