LMU’ere fik indsigt i missionsarbejdet i Peru

Foto: LMu'ere i Peru
En gruppe LMU'ere var i Peru fra 5.-19. august for at opleve landet og missionsarbejdet.
Signe Petersen syntes, at det var meget spændende at møde andre kristne, der bare er glade for Jesus

24. august 2016 / Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

”Vi har fået meget større indsigt i, hvad missionærerne laver, og hvad de betyder for befolkningen.”

Sådan siger Lara Pihl og Signe Petersen samstemmende. De er netop kommet hjem fra den missionstur, Luthersk Missions Unge (LMU) havde arrangeret til Peru fra den 5.-19. august. Ti unge deltog i turen, der blev ledet af ungdomskonsulent Louise Høgild.

De to piger forklarer videre, at missionærerne har en vigtig rolle med at lære fra sig – blandt andet fordi de også står for en del af undervisningen på bibelskolen.

”De er ikke lige til at undvære, men de behøver ikke møde op i kirken, for at der kan være gudstjeneste. Det er nemlig peruanerne selv, der kører menighederne, og der er slet ikke så mange missionærer, som der er menigheder,” tilføjer Signe Petersen.

De fik større kendskab til Peru som missionsland

I 2016-2017 har både unge, børn og juniorer i LM Peru som missionsprojekt.

LMU’ernes rejse var et led i projektet, og ifølge LMU’s hjemmeside var et af formålene med turen at give LMU’erne større kendskab til Peru som missionsland.

Det blev opfyldt ved, at de var på besøg i kirker og ungdomsgrupper, fortæller Lara og Signe, der begge går i 3.g og er henholdsvis 18 og 19 år.

Signe nævner, at det var meget spændende at møde andre kristne, der bare er glade for Jesus og forstår kristendommen som en selv. Her sammenligner hun med LMU i Helsinge og Hillerød Frimenighed, hvor hun og Lara kommer.

Lara fortæller fra et ungdomsmøde, de var med til:

”Først var der noget åndeligt med prædiken og lovsang, og så var der sat meget tid af til at lege. Her bruger vi mere tiden på kaffe og kage, men i Peru ville de rigtig gerne lege og spurgte efter danske lege, uanset hvor vi kom hen.”

Der var også tid til at være turister

I LMU’s missionstur til Peru var der også tid til at lære landet lidt at kende og til at være turister.

De unge var også ude og se markeder og lamaer og alt det andet, der gør Peru til Peru, som Lara udtrykker det. Det meste af tiden boede de i Perus næststørste by Arequipa, men de var også oppe i Andesbjergene og se de flydende øer på Titicacasøen.

En anden tur gik til Den Lutherske Kirkes lejrplads Campel, som ligger ved feriebyen Mejia ved Stillehavskysten.

Her snakkede de med lederparret, hvis største mål med at drive lejrsted var, at nye skal møde Jesus, fortæller Signe.

Læs mere om lejrarbejdet på Campel

Læs mere om LM’s engagement i Peru

Tilføj kommentar