LUMI har brug for folk med de rette kompetencer

Foto: LUMI København
Den ottende butik i LUMI Genbrugskæden blev åbnet i København i marts i år. (Foto: Michael Wiwe.)
I LUMI Genbrug er der altid brug for flere frivillige medarbejdere – både dem, der kan bære møbler, sætte udstillinger op og dem, der har forstand på særlige varegrupper

11. juni 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Vi vil gerne have medarbejdere nok – og med de rette kompetencer.

Det er en af de værdier for de otte butikker i butikskæden LUMI Genbrug, som blev formulerede på en ledersamling tirsdag den 29. maj.

Her mødtes repræsentanter fra alle butikker i LUMI Genbrugs-kæden i Odense med LM’s resursechef Johnny Lindgreen og genbrugskonsulent Finn Larsen.

Det kan tydeligt ses på bundlinjen, hvor der er fagfolk

Der er 300 frivillige medarbejdere i LUMI Genbrug fordelt over hele landet.

”Det er bestemt ikke, fordi de ikke har de rette kompetencer, men vi har altid brug for flere medarbejdere – og ikke mindst for ’fagfolk’,” siger LM’s resursechef Johnny Lindgreen.

Fagfolk er i den forbindelse for eksempel nogle, der har forstand på tøj, kan sætte en udstilling op, kan indgå i bestyrelsesarbejde, eller som kan bære møbler og andre tunge varegrupper.

”Man kan tydeligt se på bundlinjen, hvor der er medarbejdere med forstand på en særlig varegruppe.”

Generationsskifte kræver nye medarbejdere

Resursechefen slår fast, at tanken om generationsskifte er en anden årsag til hele tiden at være på udkig efter nye medarbejdere.

”Samspil mellem generationerne kræver gensidig tilpasning og fleksibilitet – for eksempel omkring eksamenstid. Det ser vi i butikken i København, hvor der er mange unge medarbejdere,” siger han.

”På den anden side er et arbejdsfællesskab på tværs af generationer guld værd og opvejer ulemperne.”

Sparring og hjælp butikkerne imellem

Ved de halvårlige ledersamlinger i LUMI Genbrug er der rig lejlighed til sparring og hjælp butikkerne imellem.

”Vi har hverken mulighed for eller ambitioner om ret mange ansatte og er derfor afhængige af, at de frivillige kan hjælpe hinanden til at blive endnu bedre,” siger Johnny Lindgreen.

Et fælles kasseapparat-system i stort set alle butikker er en af de konkrete ting, som gør det lettere for butikkerne at hjælpe hinanden. I nødstilfælde kan man endda tage over fra LM’s sekretariat.

-------------

Der er LUMI genbrugsbutikker i Agerskov, Skjern, Videbæk, Kolding, København, Hillerød, Gilleleje og Nexø. Læs mere på deres egen hjemmeside.

Tilføj kommentar