Mange penge fra elever på Solgården til Peru

Foto: Juniorlejr i Peru
Halvdelen af det beløb, eleverne på Efterskolen Solgården har samlet ind, går til kirkens lejrarbejde i Peru (Foto: Krüger)
Indsamlingsprojekt gav et rekordstort beløb fra efterskole-elever til lejrarbejdet og bibelskolen i Peru

15. maj 2017 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

26.455 kroner. Det er det største beløb, eleverne på Efterskolen Solgården nogensinde har samlet ind ved en indsamlingsaften til fordel for mission, og alle pengene er på vej til unge i Peru.

Det fortæller Emilie Slot Pedersen, der er volontør på Solgården i dette skoleår.

Sammen med de to øvrige volontører stod hun for den årlige indsamlingsaften på skolen den 2. maj.

Pengene går til LMBU’s indsamlinger

Iindsamlingen på Solgården går i år til de missionsprojekter, som Luthersk Missions Børn og Unge har.

”Det er nemlig gode projekter, som mange af os kan relatere til. Projekter fra unge til unge,” begrunder Emilie.

I 2016 og 2017 har hele LMBU fokus på Peru, men hver gren af LMBU har sit eget indsamlingsprojekt. Pengene fra Solgården bliver fordelt mellem LMU’s projekt, der går til bibelskolen i Arequipa, og LM Betweens projekt, der går til den lutherske kirkes lejrarbejde.

Delte indtryk fra Peru som opvarmning til indsamlingen

Indsamlingsaftenen begyndte med, at Emilie fortalte om Peru.

Sidste sommer var hun i Peru for at besøge Mathilde og Thomas Krüger, der dengang var ungdomsmissionærer udsendt af LM.

Det har givet hende en masse viden og indtryk, som hun delte med eleverne.

”Det gjorde jeg, for at de kunne vide noget mere om, hvad vi skulle samle ind til,” forklarer hun.

Penge kom ind fra auktion, bankospil og udfordringer

Bagefter kom der gang i en masse aktiviteter, der alle gav penge til mission.

Mange af byens butikker havde givet sponsorgaver, som blev solgt på auktion. Der var bankospil, hvor man skulle købe pladerne, og man kunne købe vafler, slik og varm kakao.

De unge var meget kreative i forhbold til at skaffe penge. For eksempel ville en af drengene lade sig klippe skaldet, hvis der blev givet 500 kroner til indsamlingen. Det skete dagen efter.

”Der var en fantastisk god stemning og en stor villighed til at give – hele aftenen,” siger Emilie.

Tilføj kommentar