Missionærpar fratræder efter 27 år som udsendt

Annelise og Axel Rye Clausen
Annelise og Axel Rye Clausen blev udsendt første gang i 1984 (foto: Luthersk Mission)
Missionærparret Annelise og Axel Rye Clausen stopper efter 27 års tjeneste som missionærer for LM

18. maj 2018 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

Annelise og Axel Rye Clausen fratræder som missionærer med udgangen af november.

Parret har været udsendt i 27 år - først til Tanzania, hvor de var i 12 år fra 1984 og siden 2003 i Cambodja som de første missionærer for Luthersk Mission i landet.

Årsagen til at parret fratræder er, at de ønsker at drosle ned. Annelise Clausen er 64 år og Axel Rye Clausen er 68.

En enestående indsats i missionsarbejdet

"Det er en kolossal og enestående indsats, som parret har ydet i missionsarbejdet," udtaler missionsleder Carsten Skovgaard-Holm.

I Cambodja har parret i de senere år været engageret i bibeloplæring og -undervisning i en kirke i landets femtestørste by Siem Reap.

I fællesskab med kirken har både de og andre af LM's missionærer været engageret i området Fjendeskoven, hvor der bor omkring 500 udsatte familier.

Senere på året udgiver forlaget Lohse en bog om parrets liv.

 

I 2016 var Annelise og Axel Rye Clausen på besøg i Danmark, hvor de blandt andet fortalte om projekterne i Fjendeskoven.

 

 

 

Tilføj kommentar