Sider
Nordvestkirken indvier kirkebygning

06. november 2014 / Kim Jørgensen
Søndag d. 2. november holdt Nordvestkirken indvielsesgudstjeneste i de nye lokaler i den forhenværende Utterslev Kirke.
Københavns og Nordsjællands afdelinger havde modtaget invitationer, og flere end 300 var mødt op for at sige tillykke og for at være med til at gøre gudstjenesten festlig.
”Jeg glæder mig over det store fremmøde af gæster, for det viser mig, at der er stor opbakning til Nordvestkirken fra andre menigheder og tidligere medlemmer,” siger Mogens Kristiansen, som med familien er kommet i Nordvestkirken i 41 år.
Efter gudstjenesten var der frokost med pølsebord og efterfølgende lagkage i det tilstødende menighedslokale. Gæsterne havde samtidig mulighed for at se resten af kirken.
Tidligere sognepræst vidnede om bønhørelse
Efter frokosten var der mulighed for hilsner, og her fortalte Poul Henning Fromsejer, som var sognepræst ved Utterslev Kirke fra 1971-1983, om kirkens opståen, men også om, hvordan han sidste år i september havde siddet i kirken til 50-års jubilæum, samtidig med at den blev lukket ned.
Det var derfor med tydelig glæde i ansigtet, at han og familien deltog i indvielsen.
”Vi glæder os over at være med her i dag, og vi glæder os meget over, at kirkebygningen fortsætter som kirke. Det er noget, som vi i familien har bedt for,” vidnede han.
Nordvestkirken købte Utterslev Kirke, fordi rammerne på Frederiksborgvej, hvor kirken tidligere holdt til, var blevet for trange.
Tilføj kommentar