Ny guidebog skal hjælpe udstationerede familier

Missionærbarn i Dar es Salaam - 2017
Det kan være svært for børn at vokse op i en anden kultur - og vende hjem til Danmark igen. Ny bog giver gode råd. Foto: Gry Jørgensen.
Erfaringer fra børn og unge, der selv har oplevet at være udsendt sammen med deres familie til et andet land, er nu udgivet som børnebog

17. november 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

"Jeg følte mig unormal, og jeg troede, jeg var den eneste i hele verden, der havde det på den måde."

Sådan fortæller tidligere missionærbarn Signe Refslund-Nørgaard på 13 år i et interview til Tro & Mission om sin oplevelse af at vende hjem til Danmark igen.

Fra hun var 6 år, til hun var 11, boede hun i Tanzania, hvor hendes forældre var udsendt som missionærer for Luthersk Mission.

Giver barnet plads til at sætte ord på egne tanker og følelser

Den svære omstillingsproces mellem flere kulturer er hun ikke ene om.

Det viser en ny bog, som for nylig er udgivet af Center for Familieudvikling, rettet til børn mellem 6-13 år.

Bogen er skrevet af psykologer, der har mange års erfaring med udstationerede familier, i samarbejde med tidligere udsendte børn og unge.

På bogens sider er der plads til, at det udsendte barn - både før, under og efter opholdet i udlandet - kan klistre billeder ind og sætte ord på sine egne tanker og følelser. 

En kærkommen hjælp til udstationerede familier

Luthersk Mission er den misionsorganisation herhjemme, der har flest familier udsendt til arbejde i udlandet.

34 voksne med tilsammen 33 børn er lige nu bosat i lande i Afrika, Asien og Sydamerika.

Derfor er bogen en yderst relevant og kærkommen hjælp - også for Luthersk Missions udsendte, mener psykolog Louise Sølvsten, der selv har været udsendt med sin mand og sine børn til Tanzania.

"Jeg tænker, det kunne have været en rigtig god bog for os at have haft i forbindelse med vores egen udstationering," siger hun.

Kan være med til at modvirke, at barnet føler sig ensom

En guidebog er selvfølgelig ikke svaret på alle vanskeligheder, understreger den tidligere udsendte LM-missionær.

"Men den kan være en god hjælp til udsendte familier til at få talt om nogle af de centrale glæder og udfordringer, der er ved at være udstationeret."

Det at høre andres erfaringer kan også være med til at modvirke, at barnet føler sig ensom og tænker: "Jeg er nok den eneste, der har det sådan", siger hun.

Børn er mere sårbare over for store omskiftelser

Børn er mere sårbare end voksne over for de store omskiftelser, der er ved at flytte fra en kultur til en anden, forklarer Louise Sølvsten.

"Udviklingen af ens identitet sker under opvæksten - ikke bare inde i kroppen, men i samspillet med omgivelserne. Forældrene kommer hjem til det land, de er formet af. Men børnene er i fuld gang med at blive formet."

"Derfor er det så fint, at bogen netop retter sig mod børnene. For de står i en helt særlig situation, som måske kan være svær at forstå for både omgivelserne, forældrene og barnet selv." 

Og hvis børnene har det godt, så har forældrene det også godt, understreger hun.

"Der er ikke noget, man som udstationerede forældre hellere vil, end at hjælpe sine børn til at komme godt igennem de store flyt og omvæltninger. Klarer børnene sig godt, frigiver det også mere energi til forældrene til alt det andet, der også skal klares i hverdagen."

---

Bogen "Go - min ultimative guidebog før, under og efter vores ophold i udlandet" ​er udgivet af Center for Familieudvikling og kan bestilles her.

Tilføj kommentar