Nye venner og gode svar om tro

Maja Andreassen fra Skjern, Elisabeth Larsen fra Aalborg og Alexander Hansen fra Bornholm synes det har været vildt fedt at være på konfirmandkursus.
95 unge på konfirmandkursus på Efterskolen Solgården.

05. august 2014 / Peter Jensen

95 unge 7. klasseselever fra hele landet trodsede sol, sommer og hang til ferie og tog på konfirmandkursus på Efterskolen Solgården i Tarm. 

Ferien blev udskiftet med et to ugers kursus fyldt med bibelundervisning, mange aktiviteter og nye venskaber!

Tidligt op midt i ferien

Mobiltelefonen brummer allerede klokken klokken 7, og inden længe er dagen i gang. Der er program på lige fra morgen til aften. Det, synes Alexander Kjøller-Hansen, har været fedt:

”Jeg ville gerne opleve efterskolelivet og få en masse nye venner. Men det har nu også været super godt med de forskellige undervisningsting, vi har mødt,” fortæller Alexander, der har taget turen helt fra Bornholm.

Lært en masse om at tro

Maja Andreassen fra Skjern er meget begejstret for undervisningen:

”Jeg har fået gode svar på nogle af de store spørgsmål, som jeg gik og tumlede med omkring tro, tvivl, frelse og sådan noget,” siger hun.

En af hendes nye venner, Elisabeth Larsen fra Aalborg, nikker og supplerer:

”Det har været vildt fedt! Det er, som om de gamle, måske lidt støvede ting, bare er blevet forklaret på en god måde, som jeg kan bruge i min hverdag. Det synes jeg, at underviserne har været virkelig gode til.”

Nye vinkler på kristenlivet

For de tre deltagere har det været en stor oplevelse at mærke det engagement, som skolens lærere og de øvrige ledere har lagt i undervisningen og aktiviteterne.

”De har virkelig forsøgt at gøre det spændende, og jeg har fået meget ud af det,” siger Elisabeth Larsen.

”En aften var der fokus på bøn gennem nogle meget kreative stationer, det var en god oplevelse. Jeg synes, at lederne bare har været med til at åbne mine øjne for, hvad tro er for noget. De har talt et sprog, som jeg kunne forstå, og givet nye vinkler på de forskellige ting, vi har mødt i undervisningen,” tilføjer Maja Andreassen.

Fællesskab og nye venner

”Fællesskabet har været mega godt. I fritiden har vi spillet pool, spil og dyrket en masse sport. Der er bare gang i den på en super god måde,” mener Alexander Hansen.

”Vi har prøvet mange forskellige valgfag – jeg har blandt andet løbet orienteringsløb og sunget i kor,” fortæller Elisabeth Larsen.

”Det er fedt at være hjemmefra og prøve en masse efterskoleting – både volleyball, fodbold og hyggen om aftenen, jeg glæder mig til, jeg skal på efterskole,” fastslår Alexander Hansen.

Der er billeder fra konfirmandkurset på solgaarden.dk.

Kort om Konfirmandkursus

Konfirmandkursus er et tilbud til unge i 7. klasse om to ugers undervisning i bibelske spørgsmål samt troslære. Det er muligt at blive konfirmeret på kurset.

Konfirmandkursus er en forsmag på efterskolelivet, og der er masser af aktiviteter under kurset.

Luthersk Mission, Indre Mission og Evangelisk Luthersk Mission står bag konfirmandkurserne, som på skift bliver arrangeret af tre forskellige efterskoler.

I 2015 foregår det på Grejsdalens Efterskole, Løgumkloster Efterskole og Hedemølle Efterskole. Der bliver åbnet for tilmelding til næste års kursus den 1. september.

Find mere information om konfirmandkursus her.

Tilføj kommentar