Præsten, der ikke ville giftes

Familien pressede tanzanisk præst til at gifte sig, så han kunne blive en bedre ægteskabsrådgiver

29. januar 2014 / Ruth Bach-Svendsen

"Jeg ønskede ikke selv at havne i så store problemer som mange af mine sognebørn. Det stod helt klart for mig, at så ville jeg hellere leve alene."

Blaston Gavile blev færdiguddannet som præst i 1998, da han var 32 år gammel. På det tidspunkt var han stadig ugift, men som sognepræst mødte han straks en masse ønsker om hjælp til at løse alverdens problemer i ægteskaber.

Det var ikke let, når han ikke selv vidste, hvad det betød at være gift, og det, han var vidne til hos de ægtepar, der bad ham om hjælp, medførte, at han tænkte, at det kun ville give problemer at gifte sig. Derfor forsvandt lysten til at blive gift helt.

En vanskelig proces
Imidlertid kom familie, venner og kirkeældste og sagde til Blaston Gavile, at det var på høje tid at finde sig en kone. Han kunne ikke være en god rådgiver i disse mange problemer, hvis han ikke selv var gift.

Sådan er det i den afrikanske kultur. Set i lyset af den, gjorde de nærmeste kun deres pligt ved at hjælpe ham på vej med en ægtefælle. Men de lagde samtidig et pres på ham, som han syntes, var svært at komme uden om.

"Jeg bad meget i lang tid. Talte med Gud om det. Det var vanskeligt," siger han.

Han havde nogle venner i Dar es Salaam, som kendte en ung kvinde – Pamela – som de syntes, han skulle møde. Og det blev til mere end møde og venskab. I 2002 – to år efter at de lærte hinanden at kende – giftede de sig.

Ægteskabets velsignelse
Det er en stor glæde for ægteparret Gavile at være gift.

"At komme hjem til sin ægtefælle er en stor gave. Før kom jeg hjem og skulle så lave mad. Jeg tændte radioen for at have nogen at 'snakke' med. Nu er der altid én at dele dagens glæder og svære ting med," forklarer Blaston Gavile.

Pamela Gavile er enig.

"Det ikke at være ensom er en stor gave. Man hjælper hinanden, kigger efter, om han nu ser ordentlig ud i tøjet, og mange andre ting i hverdagen. Vi planlægger tingene sammen, og når vi sætter os nogle mål sammen, er de meget lettere at nå, fordi vi er to, der vil det samme. Vore fire børn er også en stor gave til os."

Hun smiler over hele ansigtet, mens hun konkluderer:

"Det er en fantastisk gave og velsignelse, at Gud har åbnet vejen ind i ægteskabet for os."

Kilde: Tro & Mission

 

Af Ruth Bach-Svendsen/Kaja Lauterbach

Tilføj kommentar