Radio skaber bibelstudiegrupper

Foto: Møde i Murhu i Indien om radio-hjemme-grupper
Ved mødet i Murhu i Indien, som Ole Sørensen deltog i, var der stor interesse for radio-hjemme-grupperne. (Foto: Norea)
Norea Mediemission er med til at finansiere radioer i Indien, der kan afspille hukommelseskort. Det er en billig og fleksibel måde at give bibelundervisning på

07. februar 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I Murhu i det østlige Indien kan mennesker nu samles i bibelstudiegrupper om en radio, der kan afspille hukommelseskort.

Den har de fået af Trans World Radio (TWR), som har arbejdet i Indien i 40 år, og på kortet ligger en gennemgang af hele Lukasevangeliet.

Grupperne, der kaldes "radio-hjemme-grupper", består af 7-10 mennesker, som typisk samles en gang om ugen, hører udsendelsen sammen og bruger den som udgangspunkt for samtale.

Stor interesse for at starte radio-bibelstudiegrupper op

Luthersk Missions mediemission, Norea Mediemission, er med til at finansiere arbejdet i Indien.

Daglig leder Ole Sørensen fra Norea Mediemission har lige besøgt et kirkecenter i Murhu, og han fortæller, at der var stor interesse for at starte nye radio-bibelstudiegrupper op.

Et af formålene med besøget var at finde potentielle ledere for nye grupper.

”Lederens ansvar at samle gruppen og melde tilbage til TWR om, hvor mange de er, og hvad de har talt om,” forklarer Ole Sørensen.

”Det er ment som en positiv hjælp til at holde gruppen i gang, sådan at det ikke kun er én person, der får gavn af den udleverede radio og SD-kort.”

Giver fællesskab til dem, der er på kanten af menigheden

Ole Sørensen understreger, at gruppesamlinger er et godt koncept.

”De kan bruges evangeliserende, ved at man inviterer flere med i gruppen, men de er også med til at give fællesskab til dem, der måske kun har en perifer tilknytning til en menighed.”

”Man føler sig også mere forpligtet til at arbejde med Bibelen og forholde sig til tingene, når man er i en gruppe, end når man sidder alene.”

Grupperne kan mødes, når det passer i deres liv

TWR har delt radioer og studiematerialer ud i mange år, men går mere og mere over til at bruge SD-kort.

Det har mange fordele frem for udsendelser på mellembølge, hvor der ofte er meget støj, forklarer Ole Sørensen.

”Grupperne er ikke afhængige af, hvornår udsendelsen bliver sendt, men kan mødes og lytte, når det passer i deres mønster, og ikke mindst er SD-kort meget billige og nemme at distribuere,” siger han.

Norea i Danmark er med til at finansiere produktionen af nogle af ting på SD-kort, og planen er at opgraderer det frem for at styrke traditionelle radioudsendelser.

Lokale samarbejdspartnere afdækker behov

Ud over TWR’s bibelundervisning via radio og SD-kort i Indien støtter Norea Mediemission tilsvarende projekter i andre lande.

De har blandt andet støttet programserien Healing Voice til aristammen i Etiopien, som LM's missionærer Birgitte Elmkvist Madsen og Elisa Riis begge på forskellige måder er engageret i.

Ole Sørensen forklarer, at de alle steder arbejder sammen med lokale samarbejdspartnere, som kender de lokale behov og problemstillinger.

”På den måde kan vi lave for eksempel sundhedsoplysning, som taler relevant ind i folkegruppen situation,” siger han.

”Og det er altid knyttet sammen med bibelundervisning på det lokale sprog.”

Tilføj kommentar