Savner luthersk identitet i den etiopiske kirke

Elever på bibelskolen Tabor i Etiopien, 2016
Bibelskoleelev Isayas Dame (tv.) afsluttede for nylig sin hovedopgave i teologi på Tabor Evangelical College i Hawassa. Foto: Christian Lund Pedersen.
Mekane Yesus Kirken er den største lutherske kirke i verden. Alligevel er det kun de færreste etiopiere, der ved, hvad det vil sige at være luthersk

16. oktober 2017 / Karin Borup Ravnborg: kbr@dlm.dk

En studerende på Tabor Evangelical College i Hawassa i Etiopien, Isayas Dame, valgte for nylig et lidt utraditionelt emne på sin afsluttende hovedopgave i teologi.

Han besluttede sig for at undersøge, hvor luthersk hans egen menighed var.

For at gøre det interviewede han syv af medlemmerne i den lutherske kirke i Moyale - en grænseby mellem Etiopien og Kenya.

Knap halvdelen af alle kristne kender til den lutherske lære

Hans undersøgelse viste, at kun knap halvdelen af dem kendte til den lutherske lære om retfærdiggørelse af tro og skelnen mellem lov og evangelium.

De havde heller ingen forståelse af kirkens officielle liturgi og gudstjenesteform.

Derfor konkluderer Isayas Dame, at det i praksis kun er uddannede præster, der ved, hvad den lutherske lære betyder for deres tro.

Stort behov for uddannelse af præster og evangelister

Undersøgelsen er selvfølgelig langt fra repræsentativ men synliggør tydeligt et behov i den etiopiske kirke for mere oplæring i luthersk teologi.

Det mener Christian Lund Pedersen, som er tidligere missionær for LM og har undervist eleverne på bibelskolen i Hawassa.

"Det er et udtryk for, at Mekane Yesus Kirken mangler uddannede præster og evangelister," fortæller han.

Bekendelsesskrifterne de samme som i Den danske Folkekirke

Mekane Yesus Kirken er blandt de hurtigst voksende kirker i verden og har i dag omkring 8,3 millioner medlemmer.

Kirken har samme bekendelsesskrifter som Den danske Folkekirke.

Den lutherske bekendelse indgår normalt som pensum på bibelskolerne, men først for nylig er alle bekendelsesskrifter oversat til amharisk, som er hovedsproget i Etiopien.

Derfor er der ikke så mange, der har kendskab til dem, fortæller Christian Lund Pedersen. 

Støt præsteuddannelsen i Etiopien

Luthersk Mission har gennem flere år støttet præsteuddannelsen på Tabor Evangelical College i Hawassa og uddannelse af evangelister på flere forskellige bibelskoler i det sydlige Etiopien.

Siden Christian Lund Pedersen og hans familie sidste sommer rejste hjem fra Tabor Evangelical College, har LM ikke haft faste missionærer til at undervise, men yder stadig økonomisk støtte til skolen.

Du kan også være med til at støtte uddannelsen af flere præster til den lutherske kirke i Etiopien.

> Giv en gave til LM's arbejde på Mobilepay 93 39 00 20 eller konto 2230-0726496390, mrk. "Tabor".

Tilføj kommentar