Syriske flygtninge på besøg på LM-efterskole

Foto: 4 elever på Løgumkloster Efterskole er klar til at modtage gæster fra asylcenter
Fire elever fra Løgumkloster Efterskole er klar til tage imod de syriske gæster fra asylcenteret i byen. (Foto: Løgumkloster efterskole).
60 asylansøgere i alle aldre tilbragte en dag sammen med eleverne fra linjen "fokuskristendom". Dagen var fyldt med pandekager, leg, gebrokken snak og hygge

17. oktober 2015 / Ronja Lausten Munk, elev på efterskolen

Jeg går på linjen Fokuskristendom på Løgumkloster Efterskole. I en af timerne blev vi præsenteret for ideen om at lave et arrangement for flygtningene i Løgumkloster.

Klassen blev opdelt i fire grupper: Madgruppen, aftengruppen, småbørn og storebørn. Alle grupper fik udarbejdet et program, og invitationen blev afleveret på asylcentret.

Ankomst med pandekager og navnerunde

Dagen oprandt den 7. oktober. Gruppen, der havde stået for invitationen, gik ned til asylcenteret og kom tilbage med cirka 60 personer i alle aldre. De blev vist ned i spisesalen, hvor madgruppen serverede hjemmelavede pandekager med marmelade, sukker, kaffe og te.

Der sad vi så og prøvede lidt nervøst at få en samtale i gang. Jeg sad sammen med to venner og fem syriske mænd, som smilte, talte og var meget svære at forstå. Men de kunne alle sige: ”Jeg hedder …”

Så vi lavede en lille navnerunde.

Derefter holdt madgruppen en virkelig god tale på dansk, som en af vores kammerater oversatte til arabisk. Der blev klappet, og så gik børnene ovenpå.

Ansigtsmaling for og strømpedukker i dagligstuen

I dagligstuen havde min gruppe stillet op til ansigtsmaling, tegnehjørne, lego og strømpedukkeværksted.

Alle elskede ansigtsmalingen, og både store og små fik Spiderman, Hello Kitty, sommerfugle, tigre, klovne, slanger og blomster i hele hovedet. Der var også straks nogle, som begyndte at tegne, men mit strømpedukkeværksted var åbenbart ikke så attraktivt. De skulle lige males først, og så begyndte de at lave strømpedukker. Der blev klippet øjne og tunger og limet hår og en masse papkroner på.

Bordfodboldbord og guitar underholdt nogle af de lidt større drenge.

Stoledans og kædedans i hallen

Nede i hallen skulle der være en gruppe store børn. Dem kom der ingen af, men i stedet var der en stor gruppe unge, hovedsagelig mænd. De kunne også lege og danse, så det blev også en super god oplevelse.  

Gruppen startede med stopdans, gik over til stoledans, og så dansede syrerne også selv i en lang kæde frem og tilbage. Snart var der også mange danskere med i kæden.

Derefter kom der lidt stoledans igen, så ville de godt synge lidt og sige lidt om sig selv. Det var meget rørende.

Flygtningene kom igen efter få timer

Da klokken blev halv seks, gik de hjem med den besked, at de voksne kunne komme igen efter aftensmad og lave nogle aktiviteter i hallen.

Jeg pakkede sammen og besluttede, at jeg ville gå i bad og vaske den sommerfugl af, jeg havde i ansigtet. Men da jeg stod inde på mit værelse med håndklæde om håret, bankede det pludselig på.

Emma stod ude på gangen og udbrød, at de altså var kommet igen og havde taget alle deres børn med hen i dagligstuen.

En, to, tre var jeg ovre i dagligstuen med maling, strømper, lego og tuscher. Godt 60 syriske flygtninge havde indtaget dagligstuen og hallen igen.

Resten af aftenen brugte jeg så på at male danske og kurdiske flag. Og det blev lidt sent, før jeg kunne sige farvel for anden gang og tøffe i seng.

 

Læs mere om LM's integrationsarbejde

Tilføj kommentar