Unge i Sønderjylland mødes på kryds og tværs

Foto: Bibellejr Sønderjlylland
LMU-formanden tror, at den årlige bibellejr er med til at skabe det gode fællesskab i LMU i Sønderjylland. (Foto: Jacob Knudsen)
Fællesskabet blandt de sønderjyske LMU’ere er så godt, at de har lyst til at køre langt for at være med til hinandens samlinger, fortæller formanden i Aabenraa

10. januar 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

De unge, der kommer i Luthersk Missions Unge i Sønderjylland, vil gerne være sammen - og ikke kun med dem, der bor i samme by.

”Vi fylder gerne bilen op og kører hen og er med andre steder, hvor der er LMU-møder,” siger Jacob Boll, der er formand for LMU i Aabenraa.

Han tilføjer, at en halv times kørsel ikke betyder noget, når man gerne vil være sammen med sine venner.

”Man kommer, hvis man kender et par stykker, som man gerne vil være sammen med.”

De unge kører rundt til hinandens samlinger

LMU-grupperne i Sønderjylland holder møde forskellige ugedage.

”Det gør, at vi kan køre rundt og være med hos hinanden,” siger Jacob Boll og nævner, at LMU mødes mandag i Aabenraa, tirsdag i Agerskov, onsdag i Løgumkloster og torsdag i Bylderup-Bov.

Det betyder også, at dem, der er flyttet fra Bylderup-Bov til Aabenraa på grund af uddannelse, kan tage til møder i begge byer.

Dertil kommer, at der er hyggeaften i Bylderup-Bov næsten hver fredag, hvor de unge mødes og spiller til langt ud på natten. Her er der ofte nogle fra Aabenraa, der tager ned og er med.

En god sideeffekt, at de store grupper kan hjælpe de små

LMU-gruppen i Aabenraa er den største i Sønderjylland med 25 medlemmer, hvor de andre højst er omkring 13, forklarer Jacob Boll.

”Vi tænker imidlertid ikke på besøgene hos de andre som støtte, men vi tager derhen, fordi vi har det godt sammen,” siger han og tilføjer, at det da er en god sideeffekt, at de kan hjælpe de mindre steder.

Jacob Boll er overbevist om, at det gode fællesskab i LMU i Sønderjylland ikke mindst skyldes den årlige bibellejr den sidste weekend i januar.

”Her mødes alle LMU’ere i Sønderjylland, og det er med til at øge fællesskabet på tværs.”

Tilføj kommentar