USB-pen gør det let at synge med på sangene

Pianist fra LM's landsmøde i 2016
Ved LM's Landsmøde i 2016 blev musikken ledsaget af band, men ikke alle menigheder i LM har musikere, der kan akkompagnere fællessangen (foto: Daniel Kristiansen)
En indspilning af alle melodierne til sangene i LM’s sangbog giver hjælp til musikere og en støtte til menigheder, der gerne vil synge, men ikke har en pianist

14. juni 2017 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

Over 800 melodier indspillet af frivillige skal gøre det nemt for menigheder, der ikke har en pianist eller anden musiker til at stå for musikledsagelsen, når de synger fra Sange og Salmer.

Det tager en halv time at indspille en hel sang

”Det har taget flere år med utallige timers indspilning," siger en tydelig lettet Christian Engmark.

LM’s musikkonsulent kunne for nylig sammen med sin kollega i Indre Mission (IM), Benjamin Houggaard, erklære projektet for afsluttet.

Det har taget i gennemsnit en halv time at indspille hver melodi i sangbogen, der er fælles for LM, IMKristeligt Forbund for Studerende og Evangelisk Luthersk Mission.

Musikere kan lære sange og menigheder kan synge med

Indspilningen, der kan købes på lohse.dk, kan være en hjælp til musikere og menigheder.

Dels kan de mange MP3-filer være en hjælp for musikere, der skal spille en sang, de ikke kender.

Dels kan melodierne, der blot indeholder klaver, være en hjælp for lokale fællesskaber, der gerne vil akkompagneres, når de synger fra Sange og Salmer, men ikke har en musiker, der kan spille til.

Lille gruppe frivillige giver et ensartet musikalsk udtryk

Alle sange er indspillet i en version, der indeholder alle vers og ligger i nummerorden, så de er lette at finde.

De er desuden blevet indspillet af en lille gruppe frivillige for at skabe ensartethed i udtrykket, forklarer de to musikkonsulenter.

Sangene er løbende blevet frigivet til download, og kunder, der har købt sangene på forhånd, får tilsendt den færdige udgave på USB hurtigst muligt, lover forlaget Lohse.

 

Man kan læse mere om LM Musiks arbejde på deres hjemmeside.

Tilføj kommentar