Tilbage i Tanzania

17/08/2020

Efter fem gode uger i Sverige vendte vi, som planlagt, tilbage til Tanzania den 12 juli. Vi glæder os over at kunne være meget sammen med vores tre børn og deres kærester og med anden nær familie som Maritas forældre og vores søskende. 

Da vi ikke regner med at rejse til Sverige igen før til næste sommer, føltes det, som om vi bare måtte være "intensiv-sammen" som meget som muligt - og det var vi så.

Corona-restriktioner gjorde, at vi ikke kunne gå i kirke eller rejse rundt og møde venner i den udstrækning, som vi ønskede, med det blev da til nogle møder. Vi var i Uppsala og mødte dem, der har ansvaret for mission i EFS, og deltog i en online missionsaften. Hvis nogen  har lyst til at se den, ligger den på EFS' hjemmeside; www.EFS.nu. 

Vi kunne desværre ikke rejse til Bornholm og Danmark og møde vores nærkontaktforeninger der. Det må blive til næste år.

Da vi ankom til Dar es Salaam, fik vi udleveret den DLM-bil, som vi skal have i Kiabakari, og vi kørte her til Iringa på to dage.

Også denne gang så vi giraffer og andre dyr gennem bilvinduerne. Fantastisk.

Tilbage i Iringa brugte vi nogle dage på at skaffe "personnummer". Det krævede besøg på mange forskellige kontorer, på migration office, bank, og på det lille lokale kommunekontor i vores bydel for at give underskrifter og få stempler.

Det er nødvendigt med et personnummer for at få bankkonto, kørekort, SIM-kort til telefonen og meget mere.

Forhåbentlig falder det hele på plads inden for kort tid.

Den næste administrative udfordring bliver, når Marita skal søge autorisation som sygeplejerske. Bed gerne for det!

Inden vi begyndte på swahili-studierne igen, holdt vi en uges ferie i det sydlige Tanzania sammen med vores tyske nabo Mirjam og familien Sandahl.

Vi så smukke bjerge i Makete, hvor Mirjam boede som barn, og hvor Sandahls tidligere har arbejdet. Vi var også på stranden i Matema ved Malawisøen, som er et af de få steder, hvor man kan bade uden risiko for at få bilharzia.

I Makete hyggede vi os rundt om ilden i udekøkkenet med naboerne med samtale, bøn og sang både på swahili og to lokalsprog. 

Vi forsøger at se meget af Tanzania, nu hvor restriktionerne er lettet. I foråret skulle vi blive i nærheden af Iringa. 

Nu passede det fint, at vi tog på en forlænget weekend i den store by Mbeya for to uger siden. Der hilste vi på vores ven Elisha, som vi lærte at kende i påsken 2019, da vi lavede nogle missions-feltstudier i Bagamoyo.

Dengang vidste vi ikke, at vi skulle komme tilbage til Tanzania.

Vi er så taknemmelige for, at Gud åbnede dørene, så vi efter kort tid kunne komme tilbage til en missionærtjeneste her!

Elisha er færdig som lærer og er flyttet tilbage til sin hjemegn. Det var morsomt at besøge hans hjem.

På billedet nedenfor viser han sin køkkenhave frem.

Om fredagen var vi med til bibelundervisning i hans kirke ud fra en af krigene i Det gamle Testamente. Det handlede om tre spedalske mænd, som var tæt på at sulte ihjel uden for byporten under en belejring af Jerusalem. På trods af faren besluttede de sig for at forsøge af få fat i noget mad i fjendernes lejr. Da de gik hen imod lejren, syntes fjenderne, at de hørte en stor hær nærme sig, og de flygtede over hals og hoved. 

De fik mad, og Jerusalem vandt krigen.

Pointen var, at man skal tage et skridt fremad selv i usikre situationer. Først når vi har taget et skridt fremad, kan vi se de nye muligheder, som findes længere fremme.

Om lørdagen tog vi på tur op i bjergene nord for Mbeya sammen med Elisha og præstens søn. Der er der kaffeplantager. 

Længere nordpå er der en kirke, som har en meget usædvanlig stil her. Den blev bygget af tyske missionærer i 1920'erne i europæiske arkitektur.

Ikke langt derfra så vi en alkalisk sø (også kaldet en sodasø) med hvidt pulver på bredden. Det så ud som sne, men var natriumkarbonat (bagepulver).

Der plejer at være flamingoer, men da vi var der, så vi i stedet to pelikaner.

Efter søndagsskole og gudstjeneste blev vi inviteret til at spise middag i præstefamiliens have.

Præsten fortalte, at hans farfar var en af de første kristne tanzaniere i Makete-området omkring 1920. 

Hans kirke var en del af den tyske Berlinermission, men EFS overtog det område, da alle de tyske missionærer blev udvist i 1938-39 af britterne, som havde Tanzania-Tanganyika som koloni. 

Englænderne så på EFS'eren Martin Nordfeldt med mistænksomhed, fordi Sverige var neutralt under krigen og ikke var med i den allierede pagt. Han forsøgte at få så godt et samarbejde med englænderne som muligt og kunne arbejde frit under hele krigen.

Præsten sagde, at de første missonærer blev båret op på bjerget af lokalbefolkningen.

Vi er glade for, at vi kan gå selv, men billedligt talt bliver vi også båret af gæstfrihed og bønner!

Som afskedsgave fik vi en hel bananklase af Elisha. Vi talte ca. 270 store bananer.

Her to uger senere er de stadig grønne og ligger i en plastikpose i vores spisekammer for at modne, men vi er allerede begyndt at spise af dem.

Vi vik også nogle vidunderligt gode avokadoer og passionsfrugter med fra præstefamiliens have.

Nåde i Makete og Mbeya nød vi igen godt af nære tanzaniske venners gæstfrihed. Vi har savnet det i foråret, ligesom vi ved, at mange af jer, som læser med, savner den sædvanlige omgang og fællesskab med venner, familie og menighed. 

Her er livet for langt de flestes vedkommende tilbage til normale, og man ser kun få, som har mundbind på. 

Vi forsøger at være klogt forsigtige, men vil også komme mere ind i det lokale fællesskab. Det er jo derfor, vi er her.

I fredags afsluttede vi det fire måneder lange swahilikursus. Vi er meget taknemmelige for meget gode lærere, og vi har lært meget. Det lykkedes os at blive færdige med lærebogen, og slutprøven gik godt.

Nu skal vi til at bruge sproget!

Det er let at sige noget forkert, at der har været mange latterudbrug både i timerne og andre steder. Nogle gange ændrer et enkelt bogstav meningen totalt. Som da vi var i Mbeya og gik rundt i de smukke bjerge, og Marita pegede på bjerget og sagde: "Se en smuk bonde!", eller da vi kørte forbi en flod, og hun sagdd "Se kvinderne tager tøjet af i floden." 

Det gjorde de ikke - det ville ikke have været kulturelt acceptabelt. Derimod vaskede de tøj i den.

Og Carls lærer lo meget, da han sage, at Jesus forlader os alle dårlige stole i stedet for dårlige ting ... 

Mange siger, at det er let at lære swahili - næste som spansk. Man udtaler det, der står, så det er for eksempel let at synge med på sangene uden at kunne forstå teksten i begyndelsen.

Men grammatiken er besværlig. Der er syv klasser af navneord, som styrer bøjningen af udsagnsordet og alt andet, som lægger sig til ordet.

I sætningerne "min røde, fine stol er borte" og "min føde, fin bil er borte" er alle ord altså forskellige. (prefix, genitiv og andre kedelige grammatiske sager)! Og i stedet for at sige fire ord som i europæiske sprog siger man ét i denne sætning: "Vi skal forberede hinanden" - tutatayarishana.

Det er et verbum i futurum-fremtid, kausativ (noget, der forårsager noget) og reciprokt for hinanden.

Det er godt nok heldigt, at vi holder af grammatik.

Men vi skal tænke os godt om, inden vi formulerer besværlige sætninger ... 

Eller også bliver der nogle fejl, som da Carl havde holdt en lille teologisk foredrag uden manuskrip for læreren, og hun sagde: "Alle tanzaniere vil forstå nøjagtigt, hvad du mener, men det lyder bedre, hvis du også kan bøje ordene rigtigt."

Vi skal blive endnu tre uger i Iringa og tage imod de seks unge danske LM-volontører, som kommer i begyndelsen af september.

De skal læse sprog der som introduktion til deres år som volontører. 

To af de unge mænd skal senere til Kiabakari for at undervise familien Bjørn Nielsens skolebørn, som dem kommer vi til at lære bedre at kende. 

I disse uger i Iringa regner vi også med at være på den lutherske kirkes stiftskontor, at tage på studiebesøg på for eksempel sygehuset i Ilula og at tage med Mirjam til et træningscenter for handicappede børn.

Vi er også gået i gang igen med at give Sandahls børn svenskundervisning, på trods af, at de har sommerferie en uge endnu.

Både vi og de har det sjovt, og vi har savnet hinanden i sommer. Vi vik fine breve og tegninger, da vi mødtes igen i mandags. 

Der er to dagsrejser herfra og til Kiabakari, men vi håber at kunne mødes en gang imellem, selv om det er lidt langt.

Vores norske og danske kolleger i Kiabakari er på vej tlbage og tager imod os, når vi kommer dertil midt i september. Det bliver spændende at komme til vores nye hjem der, som vi jo ikke har sest endnu - og at få begyndt på det arbejde, som vi har forberedt os på.

 
 
 
 
 
 
 
 
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.