Videoer i stedet for gudstjenester i Peru

Planche med spørgsmål på spansk
Den danske missionær Roar Steffensen, videoer bliver brugt af den peruanske præst Felix Aroni, der selv har lavet spørgsmål til refleksion over indholdet.

Coronatidens begrænsninger har gjort den lutherske kirke i Peru aktiv på de sociale medier. På den måde kan peruanerne samles om gudstjenester og forkyndelse selv om kirkerne er lukkede

19/06/2020 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”Mine bibelundervisningsvideoer til Efeserbrevet er blevet brugt på en ny – og rigtig god - måde her i coronatiden.”

Det siger missionær Roar Steffensen, der de sidste cirka seks år har lavet undervisning på video over en række af Bibelens bøger til den lutherske kirke i Peru.

Tanken er, at de skal bruges til gudstjenester og i studiekredse, men siden midt i marts er videoerne også blevet sendt via Facebook.

I den periode har det nemlig ikke været muligt at samles til gudstjenester, da Peru er i undtagelsestilstand og peruanerne i karantæne.

Guds ord bliver delt i tre udsendelser hver dag

Roar Steffensen fortæller, at den lutherske kirke i Peru har satset meget på at dele Guds ord gennem de sociale medier og skabe en form for fællesskab, mens kirkerne er lukkede.

Det har betydet, at den hver dag har sendt tre udsendelser via Facebook.

En af initiativtagerne er pastor Felix Aroni, der sammen med to andre hurtigt gik i gang med at finde ud af, hvordan de kunne tage de sociale medier i brug for at dele Guds ord.

Siden har det udviklet sig til, at de hver har ansvaret for en udsendelse hver dag, som de har optaget derhjemme med computer og mobiltelefon.

Lægger op til refleksion over bibelteksten

Felix Aroni er også næstformand for kirkens landsstyre. Han har valgt at bruge videoerne over Efeserbrevet, som omhandler den kristne identitet.

Roar Steffensen fortæller, at videoserien er på otte afsnit.

”Midtvejs i hvert afsnit kommenterer Felix Aroni lidt på indholdet, og han har også lavet slides med spørgsmål, som vises i udsendelsen på Facebook. På den måde lægger han op til at reflektere over indholdet,” forklarer Roar Steffensen.

”Det er en rigtig god måde at bruge videoerne på, særligt i denne tid, hvor peruanerne ikke har mulighed for at samles i kirken og i studiekredse.”

Over 2.000 har set pinsegudstjenesten

Indtil nu har karantænen i Peru varet omkring tre måneder, og de kristne udsendelser over Facebook, som omfatter andagter, bibelundervisning, spørgsmål og svar og gudstjenester, er meget populære.

Mellem 20 og 80 følger udsendelserne direkte, men hver dag er der over 150 downloads af alle programmerne, og gudstjenesten pinsedag er blevet set af over 2.000.

Pastor Aroni lægger ikke skjul på, at det er en udfordring med dårlige internetforbindelser, men siger, at det for det meste fungerer fint.

Han mener, at undtagelsestilstanden har vækket kirkerne, og at man ser nødvendigheden af, at Guds ord må deles på andre måder end tidligere, og han er sikker på, at kirken også i fremtiden vil være aktivt til stede på de virtuelle platforme.

Læs mere om Roar Steffensens arbejde.

Missionær Helge Dagslande fra Norsk Luthersk Misjonssamband har også skrevet om tiltagene. Læs mere her.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.