Personligt
Foto: Andrea Christensen

Familiemor mødte kaldet til Cambodja

10/10/2018 / Andrea Christensen

Det var umuligt for Andrea og Brian Christensen at sige nej, hvis de ville være Jesu efterfølgere

Siden jeg var teenager, har det betydet meget for mig, at flere mennesker må komme til tro på Jesus. Jeg har også lige siden da ønsket at følge Guds vilje med mit liv, men jeg havde faktisk ikke regnet med, at den vej skulle forbi Cambodja. 

Det var først, da jeg var 37 år, at det gik op for mig, det var Guds vilje, vi skulle være missionærer i Cambodja.

Det begyndte med, at jeg hørte, der var en stilling ledig som studentermissionær i Phnom Penh. Det lød jo egentlig spændende, men det kunne jeg ikke forestille mig skulle passes ind i vores liv.

Men da min mand Brian på et tidspunkt læste jobbeskrivelsen og oplevede, at det passede temmelig godt på ham, begyndte vi at snakke om det. 

Og endnu vigtigere: Vi begyndte at bede meget om Guds vejledning i dette. Jeg fortalte også Gud, at jeg var bange for at tage af sted til Cambodja – især med to børn, og det var meget svært for mig at skulle forlade resten af min familie. 

Jeg oplevede igennem nogle måneder, at Gud meget konkret gennem bibelvers svarede på mine indvendinger og på vores bøn om vejledning. Og de bibelvers stødte jeg på en del gange i løbet af den periode, som om Gud ville understrege for mig, at de var til mig. 

Vi talte også med nogle gode kristne venner om vores tanker om at rejse ud. 

Ikke muligt at sige nej

Efter nogle måneder stod det klart for os begge, at Gud kaldte os til at tage til Cambodja, og så var det ikke muligt for os at sige, at vi var Jesu efterfølgere, hvis vi sagde nej.

Efterfølgende har vi kunnet se tilbage og indse, at der har været forskellige opgaver og hændelser i vores liv, som Gud på forhånd har brugt til at udruste os til vores opgave som missionærer, inden vi havde nogen som helst anelse om, at vi skulle af sted.

I vores hverdag hernede er det godt at kunne hvile i kaldet. Det er altafgørende for mig, at vi er overbevist om, vi er i Cambodja, fordi Gud vil have os her. 

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Matthias Burhenne
Det er en fantastisk bog! Aktuel, kompetent og bibelsk funderet. Den kan udfylde et enormt behov for os mænd,…