
Jeg lyttede mig til troen
Christian tog med sin sudanske kæreste til Kulturmøde i LM's missionshus - og kom til tro
”Troen kommer af det, der høres,” skriver Paulus i Romerbrevet 10,17. Det kan Christian Willems fra Helsinge skrive under på.
For et års tid siden begyndte han at gå med sin kæreste til møder i LM’s missionshus i Helsinge, og troen på Jesus er stille og roligt vokset frem.
”I starten tog jeg med for at se, hvad hun gik til, men nu kan jeg sige, at jeg tror på det med, at Jesus døde på korset for at frelse os,” siger han.
Pinsedag blev den 46-årige lagermedarbejder døbt ved en gudstjeneste i missionshuset.
Nyder fællesskabet i missionshuset - og også at høre prædikenen
Christian Willems kæreste kommer oprindeligt fra Sydsudan og er via Uganda kommet som kvoteflygtning til Danmark for cirka fem år siden, og hun begyndte at komme i LM’s Missionshus. Både til det tværkulturelle arrangement Kulturmøde, som de holder i missionshuset cirka hver måned, og til gudstjenester om søndagen.
”Før jeg lærte hende at kende, troede jeg ikke på noget. Men jeg har oplevet ting med hende, som ikke kan forklares eller bevises, og det skabte lyst og behov for at undersøge det lidt nærmere,” siger Christian.
”Jeg nyder fællesskabet i missionshuset – og også at høre prædikenen.”
Troen på Jesus gør også, at han rent menneskeligt kan slappe mere af nu.
”Jeg skal ikke vurderes og dømme mig selv, og det har været virkelig befriende at slippe for det.”
Ville døbes, så hurtigt det var muligt
Egentlig havde Christian håbet på at kunne blive døbt i påsken, men det satte coronaen en stopper for.
”Da der så blev åbnet mere op, var det bare med at få det gjort,” siger han. Derfor blev det pinsedag.
De fleste danskere bliver døbt som børn. Christians forældre havde som henholdsvis baptist og katolik imidlertid forskelligt dåbssyn, og de blev enige om, at han selv skulle tage stilling til, om han ville døbes.
Ved konfirmationsalderen fik han tilbuddet om at blive døbt, men kunne ikke se en mening i det, når han ikke troede på Gud.
”Jeg har altid syntes, at det skal gøres ordentligt, hvis jeg går ind i noget – ellers er det spild af min og andres tid,” siger han.
Bibelen er spændende - det er som at lære et nyt sprog
Forud for dåben har Christian gået til dåbsundervisning hos tidligere missionær Jørgen Bernhard. Han og hans kone, Hjørdis, kommer i LM i Helsinge og er meget aktive til Kulturmøderne.
Christian og Jørgen har gennemgået Luthers lille Katekismus og har læst i Bibelen.
”Det har været hyggeligt og rart at gå hos Jørgen,” siger han og nævner, at han efter anbefaling fra Jørgen er i gang med at læse i tre forskellige bibeloversættelser.
Han er også i gang med at høre programserien Vejen gennem Bibelen på lysetoglivet.dk
”Jeg synes, det er spændende. Det er som at lære et nyt sprog, og det har jeg brug for, så jeg kan følge med i prædikenerne,” siger Christian.
Han møder generelt stor opbakning til sit nye liv.
”De fleste af mine kolleger synes, det er fint – andre, at det er lidt mærkeligt,” siger han og tilføjer, at både hans far og hans to halvstore børn støtter ham i det.
Artiklen er bragt i Tro & Mission 12/2020