Tænker du på at rejse udenlands som missionær?
Kontakt os på internationalejobs@dlm.dk eller ring og få en uforpligtende snak med LM’s missionskonsulenter:
Christian Lund Pedersen, 4820 7675
Ole Malmgaard, 4080 3823
Rebekka Zoll Landkildehus,
3027 5136
Peter Leif Mostrup Hansen,
6178 1587
Landsbydrengen, der blev verdensborger
Peter Martin Legêne var pionér Luthersk Missions indsats i Surinam i Sydamerika, hvor han oprettede et børnehjem i Alkmaar, som LM var engageret i frem til 1997.
Interview med Benoît Verstraete-Hansen af Leif Rasmussen
Peter Martin Legênes liv og indsats var så spændende, at det har udfordret en flittig forsker i det 21. århundrede til et intensivt studium med kildeforskning forskellige steder i verden, herunder også LM´s arkiv.
Benoît Verstraete-Hansen er belgisk af oprindelse, men gift dansk og nu bosat som sproglærer i København, hvor han bl.a. er ekstern lektor i nederlandsk ved Københavns Universitet. Han har i en årrække beskæftiget sig indgående med både Legênes liv og forfatterskab.
Vi besøger Benoît på Østerbro for at "tappe" ham for noget af den viden, han har samlet sammen om LM-missionæren, der senere blev missionsleder i Holland, P.M.Legêne.
Benoît, hvordan gik det til, at du kom til at beskæftige dig med Legéne?
Jeg har i 20 år været optaget af Surinam som et lille område i Sydamerika, hvor man taler nederlandsk. Og så var der en ven i Amsterdam, Michiel van Kempen, der sagde til mig:
"Du er nederlandsk-sproget og bor i Danmark. Er du opmærksom på, at der var en dansk missionær, der har boet i Surinam i mange år og derefter i Holland. Han har skrevet enormt meget, både på dansk og nederlandsk. Han er et meget spændende menneske".
Ja, så var bolden givet op. Jeg har samlet materiale og er nu godt i gang med at skrive en biografi.
Navnet Legêne lyder ikke dansk?
Nej, familien har rødder tilbage til huguenotterne, et reformert kirkesamfund i Frankrig, der var udsat for forfølgelse i det 17. og 18. århundrede og derfor i stort tal flygtede, bl.a. også til Danmark.
P.M.Legêne er selv dansk af fødsel. Han kom til verden i 1885 i den lille sydsjællandske landsby Bromme og voksede op dér. Hans far, der var brøndborer, døde, da Peter Martin kun var en dreng. Hans mor var en stærkt troende kvinde, tilsyneladende tilknyttet det indremissionske vækkelsesmiljø i Haslev.
Han blev uddannet typograf i Haslev og boede dér nogle år. Jeg har fundet et billede fra 1905 af en søndagsskole i Haslev, hvor man ser P.M.L. som søndagsskolelærer. Da var han 20 år. Efterfølgende har han boet og arbejdet som typograf både i Varde og Esbjerg.
Men hvornår og hvordan dukker tanken om at skulle være missionær op?
Det er ikke helt klart. Men det står fast, at han i første omgang søgte om antagelse hos Det Danske Missionsselskab. Da han fik afslag her, gik han videre til Brødremenighedens Mission i Herrnhut i Tyskland. Her blev han positivt modtaget og antaget til en uddannelse ved Missionsskolen i Niesky, tæt ved Dresden.
Det medførte naturligvis et intensivt sprog-studium, altså tysk. Selve Missionsskolen havde en bred vifte af fag, som selvfølgelig i høj grad drejede sig om teologiske emner, men også kulturelle, antropologiske og praktiske fag, som skulle forberede de vordende missionærer på at kunne klare dagliglivet dér, hvor de fremover skulle gøre tjeneste. Legêne var i Niesky fra 1909 til 1913.
Var han lige fra begyndelsen sporet ind på en opgave i Surinam?
Nej, han havde nok oprindelig Østafrika i tanke. Men inden han var færdig med skolen i Niesky, blev han af Herrnhuter-ledelsen disponeret for et arbejde blandt inder-befolkningen i Surinam, de såkaldte hindustanere. Og det måtte han selvfølgelig indordne sig under.
Forresten skulle der også inden missionærudsendelse være orden på det ægteskabelige. Det duede ikke at sende en ugift mand ud. Efter god Brødremenigheds-skik udså missionsledelsen en hustru til den unge Peter Martin. Men her var han ikke til sinds at indordne sig - og i øvrigt betakkede den unge dame fra menigheden sig også, så det arrangement kom der ikke noget ud af!
Men i 1913 - efter missionæruddannelsen - måtte han til Amsterdam for at lære nederlandsk - og i øvrigt også påbegynde et studium af hindi og indisk kultur! Her fik han et godt øje til sproglærer van Zantens datter, Annie. Og de to blev da gift i sommeren 1914.
Forbindelsen til LM
Tilsyneladende var det ved denne tid, der blev etableret en kontakt mellem P.M.Legêne og LM. Åbenbart som en udfoldelse af LM-delegeretmødets beslutning fra 1911 om at samle sig om en ydre Missions-indsats i tilknytning til Brødremenighedens arbejde i Østafrika. Her var det af flere grunde lidt vanskeligt at komme fra start. Og så er LM fra samarbejdspartnerens side blevet udfordret til at påtage sig sendeansvar for en anden dansker, som stod klar til udrejse - ganske vist til en anden destination end Østafrika, og det gik man så i september 1913 ind for.
Ja, det var en relation, som P.M.L. altid satte enormt pris på og var meget optaget af. Inden udrejsen i 1914 havde Annie og han en tre måneders mødeturné i LM over hele landet. Og i hele deres tid som missionærer i Surinam sendte de flittigt breve og artikler til LM's blad Missionsvennen.
Det første indlæg i Missionsvennen, juni 1914, er angiveligt afsendt fra Indien. Hvordan hænger det sammen?
Det skyldes, at Legêne faktisk efter sprogstudierne i Holland i syv måneder havde et studieophold i Indien. Han fik han som anledning til at sætte sig grundigt ind i indisk folkeliv, kultur og religiøsitet. Også sådan, at han skrev et par bøger om det. Det var et studieophold, som kom til at betyde enormt meget for hans indgang blandt hindustanerne i Surinam.
Legêne rejste så til Surinam sidst på året 1914. Var Første Verdenskrig ikke brudt ud på det tidspunkt?
Jo, det var den faktisk. Og der blev da også noget pres og hastværk over afrejsen, for det gjaldt om at komme af sted, inden minefaren gjorde sørejsen for risikabel. Men Annie og Peter Martin Legêne nåede velbeholdne til Paramaribo. Deres første missionærår blev dermed i skyggen af Første Verdenskrig.
Hvordan var Legênes opgave defineret?
Overordnet var opgaven at missionere blandt de indiske gæstearbejdere i Surinam, en befolkningsgruppe på 25.000-30.000, som i religiøs henseende var hinduer eller muslimer. Han tog fat sammen med en missionær Wenzel, som allerede havde været der nogle år.
I udgangspunktet var dette arbejde i hovedstaden Paramaribo. Men Legêne var ivrig efter at komme i gang også ude i et af landdistrikterne, hvor der var mange plantagearbejdere. Hans interesse koncentrerede sig snart om Commewijne-området.
En forespørgsel til missionsledelsen i Herrnhut gav ham det svar, at der på grund af krigen ikke ville være økonomi til at bygge en ny missionsstation, men at projektet var o.k., hvis han kunne skaffe penge fra sine danske venner. Og det blev da sådan, missionsstationen i Alkmaar - med hele det kompleks af bygninger, det efterhånden blev til - kom op at stå. Ganske store beløb blev i de år samlet ind i LM til at dække etableringsomkostningerne i tillæg til personunderholdet for missionærfamilien.
'Missionsstation'? Var det ikke et børnehjem, der blev drevet i Alkmaar?
Jo, meget snart fik det den karakter. Allerede i 1916 tog familien Legêne to hindustanske småpiger til sig i deres hjem. Og de blev grebet af den tanke, at der helt oplagt blandt forældreløse og misrøgtede børn var et behov, som kaldte på en indsats fra 'missionens' side.
I det anliggende blev de så også stærkt støttet af den hollandske regering, der gerne så, at der kom en protestantisk pendant til den indsats, der fra den katolske kirke blev gjort på dette område.
Fru Legêne med børn omkring sig.
Hvordan udviklede børnehjems-projektet sig?
I begyndelsen noget trægt. Der var blandt hindustanerne en vis reservation over for at overlade børnene til missionærfamiliens omsorg. Til dels beroende på nogle besynderlige falske rygter, der var i omløb. Det blev så langt på vej den spanske syge omkring 1920, der kom til at ændre situationen. Den hjælp, som familien Legêne ydede i denne helt specielle situation, var med til at aflive rygterne, og børnetallet voksede hastigt; der blev behov for at opføre nogle tillægsbygninger, så der var plads til godt og vel 35 børn i 1921.
Et socialt projekt?
Javist - men også et religiøst. For Legênes tanke og strategi, når det gjaldt at møde hindustanerne med det kristne budskab, var helt klart, at et godt sted at begynde ville være at plante et kristent frø i børnene. Det ville kunne give nogle frugter på langt sigt.
I øvrigt var der også hele tiden i Alkmaar et forkyndende arbejde blandt voksne. Og man kan fra tid til anden i Legênes breve læse om, at der har været dåb af nye, der er blevet optaget i menigheden. Ikke store vækkelser. Men én for én blev der ved Legênes flittige indsats føjet nye til. I de første mange år samledes man til gudstjeneste i missionærboligen og i børnehjemmets lokaler. Men i 1928 blev der opført en egentlig kirkebygning på stedet. Også denne gang for penge, samlet ind i LM.
Efter en tid oprettede Legêne i tilknytning til børnehjemmet en lille koloni af små husmandsbrug, hvor nogle af de kristne hindustanere kunne bo og ernære sig. Det var vel lidt efter den model, som Brødremenigheden har fulgt mange steder i Europa (bl.a. i Christiansfeld), hvor man har etableret sig i nogle mini-samfund. Men det var også begrundet i, at de, der var blevet kristne, ofte var udsat for chikane fra hindu- og muslim-samfundet - med risiko for, at de skulle miste deres kristne identitet igen.
Legêne-familien var vel i Europa på orlov. Hvor lange var perioderne ude i Surinam?
Fra første udrejse i 1914 gik der næsten 10 år, før der blev anledning til et første hjemmeophold! Og selvom Annie og børnene var rejst i forvejen til Holland af helbredsgrunde, efterkom P.M.L. ledelsens opfordring til at lægge vejen omkring USA. På en flermåneders turné var formålet at samle øget interesse dér for Surinam-arbejdet. Og hjemmeopholdet blev også i øvrigt godt pakket med mødeprogram i stor stil, både i Danmark, Tyskland og Holland. I eftersommeren 1925 blev der genudrejse til Alkmaar for en ny periode, der kom til at strække sig frem til 1930.
Med nye kræfter og ny energi?
Ja, til en vis grad. Men ikke uden en vis skuffelse over, at det ikke var lykkedes at få bevilget en missionærfamilie mere til hindustanerarbejdet. En belastning, der så bare blev yderligere forøget, da missionær Wenzel døde, og Legêne måtte påtage sig hans arbejde i tillæg til sit eget projekt. Man mærker, at hans resurser vanskeligt slog til i disse år. Og i 1930 måtte han bede om ferie og fremskyndet orlov for at komme ovenpå igen.
Han afsluttede tjenesten i Surinam i 1930?
Ja, for allerede inden orloven fik han fra missionsledelsen en opfordring til at gå ind i en ny opgave som "hjemmesekretær for Suriname" hjemme i Zeist. Det kald påtog han sig, og meget snart udviklede opgaven sig reelt til en stilling som generalsekretær for Zeister Zendingsgenootschap (Brødremenighedens Mission i Nederlandene). Her var han aktiv så at sige frem til sin død i 1954.
Utrætteligt virkede han for Surinam og talte Surinams sag, både mundtligt og skriftligt, år efter år. Det blev i årenes løb til enkelte besøg i Surinam. Og også til nogle møderejser i LM i Danmark.
Legêne var en flittig skribent. Det er overvældende, hvad der foreligger på tryk fra hans hånd i form af artikler, småhæfter og bøger. Han favnede bredt i sit interessefelt. Skrev om missionen blandt eskimoerne i Grønland og om Brødremissionens arbejde blandt indianerne i Nordamerika. Han gav sig også af med udgivelser om Islam og ikke mindst også om hinduisme og om indisk kultur og folkeliv. Han var rigt udrustet som formidler, ikke mindst over for børn.
Lad det heller ikke være glemt, at han nød offentlig anseelse i en sådan grad, at han blev dekoreret med en orden af både den hollandske dronning og den danske konge.
LM´s ledelse var nok i 1930 noget skuffet over at miste P.M.L. som LM's missionær. Men børnehjemmet i Alkmaar vedblev man at vedkende sig et ansvar for med nye udsendinge og med økonomiske midler. Det er i øvrigt symptomatisk, at selvom Legêne var trådt ud af LM's tjeneste, så vedblev man i adskillige år efter 1930 at omtale arbejdet i Alkmaar som "Legênes børnehjem"!
Hvis du til sidst skal samle, hvad der kendetegnede Legêne, hvad vil du så nævne?
Han var igangsætter. Han var litterat og formidler. Og så havde han en benhård vilje og en tro på, at det at ville også er at kunne. Han havde en indre overbevisning om, at det, han var engageret i, det var han guddommeligt ledet i. Og en blind tro på, at det, Gud kalder til, kan man trygt anse for gennemførligt.
Legêne havde også et følsomt sind over for menneskers nød, både den sociale og den religiøse. En typisk sætning for P.M.L. i hans breve og artikler lyder: "Kunne I se øjnene hos de børn, vi hjælper, så ville I kunne forstå".
Jeg kan ikke undgå at imponeres over det meget vidtfavnende liv, som brøndborerens søn fra Bromme kom til at leve, da hverdagen som typograf ændredes til en kaldsopgave som missionær, og hvad han derefter i de sidste 40 år af sit liv fik sat i værk.
Nydanskere og flygtninge, som har fået opholdstilladelse, har brug for at lære dansk. Det kan have stor betydning, hvis de kan få…