Taknemmelig over, at jeg fik lov til at blive

21/04/2020

Lige nu sidder jeg i vores lejlighed i Tanzania. Jeg har fejret påske her, påskedag var vi ude at bade og blev endda solbrændte.

Den anden dag fik jeg en besked fra en tidligere volontørkollega, der sidder i Danmark. Hun fik desværre ikke muligheden for at blive, men det gjorde jeg.

For nogle kan det måske virke helt vanvittigt, at jeg, eller vi der er tilbage, ikke valgte at rejse til Danmark samme tid som nogle af de andre missionærer og volontører, men for os var det den rigtige beslutning.

Tirsdag den 24. marts fik jeg en mail om, at Landsstyrelsen nu gik fra at anbefale os at blive til at anbefale os at tage hjem. En uge inden havde vi allerede fået muligheden for at vælge, om vi ville til Danmark.

Alle tyske og italienske volontører blev sendt hjem og selv et par af mine veninder, der var udsendt af BDM, blev sendt hjem uden et valg.

I den tid tænkte jeg meget over, om jeg skulle vælge at tage til Danmark tidligere end først planlagt. Jeg snakkede med venner og familie fra Danmark om det, og flere stillede da også spørgsmålstegn ved, om det var rigtigt af os og mig, at blive i Tanzania.

Jeg stod altså igen over for valget mellem at blive eller at tage tilbage. Et valg, jeg ikke selv kunne tage. Jeg bad Gud om at vejlede mig og vise mig, hvad jeg skulle.

I første omgang afhang det også af, om vores kontaktmissionærer valgte at blive. Da de så valgte at blive, skulle jeg selv til at tage en beslutning.

Som det ofte er, når Gud viser vej, blev det ikke skrevet på væggen, hvad jeg skulle.

Jeg lænede mig op ad, hvad de andre 3 volontører valgte at gøre, og så måtte Gud vise mig en vej gennem det.

Marc og Simon, som har været bog-volontører siden september, havde ikke mere arbejde i Soma Biblia pga. coronavirusen . Hvad skulle de så nu? Rejse til Danmark havde de ikke lyst til, men måske var de nødt til det, når der nu ikke var mere arbejde.

Muligheden bød sig, at drengene kunne komme til Iringa og hjælpe til med nogle praktiske opgaver både på den danske grund, og hvor der ellers kunne være brug for hjælp.

Det betød, at vi alle 4 kunne være samlet og dermed også, at jeg skulle blive.

Alle skolerne i Tanzania har været lukket fra den 16. marts og først en måned frem og derefter på ubestemt tid. Det gælder også den internationale skole, hvor missionærernes 3 ældste børn går i skole.

Det har betydet, at vi har fået til opgave at undervise børnene fra kl. 8 til 15 hver dag. Vores hverdag blev altså en helt anden. Nu da drengene er kommet, har de tilbudt at hjælpe med at undervise børnene.

Sammen med børnenes forældre har vi valgt, at drengene underviser tirsdag og torsdag, så Stine og jeg har muligheden for at komme på børnehjemmet igen. Hvor længe den plan holder, er ikke til at vide.

Lige siden jeg første gang fik muligheden for at tage til Danmark, har jeg haft en følelse af, at jeg ikke var færdig med at være her endnu. Tanken om at skulle til Danmark og at se mine venner og familie igen var selvfølgelig fristende.

Men så huskede jeg, at det alligevel ikke være muligt at være sammen, fordi Danmark ikke er det samme, som jeg tog af sted fra.

Jeg er meget glad og taknemmelig for at have fået muligheden for at blive her. Når jeg ser på mine venner, der har været nødt til at tage til Danmark, hvad enten de har været i Tanzania, Cambodja eller andre steder, så undrer jeg mig også over, hvorfor netop jeg har fået lov at blive.

Når jeg bliver fyldt af følelsen “woaw, jeg er lige her, lige nu”, så må jeg også sende dem en tanke.

Jeg ville sådan ønske for dem, at de havde fået valget, men jeg tror også på, at Gud har en plan ind i det her. Den er ikke altid til at se lige nu, men måske vil vi kunne se den engang.

Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske i morgen, det ved kun Gud. Som mange tanzaniere siger “Mungu akipenda”, som betyder “om Gud vil det”.

Jeg må stole på, at han har styr på det, og at, hvis han vil det, så skal jeg blive her til vores kontrakt slutter i juni.

Tilføj kommentar