Bibelundervisning nye steder i Cambodja

Foto: Bibelundervisning i Preah net Preah, Cambodja
Omkring 35 nye studenter blev indskrevet til at deltage i bibelundervisningen i landsbyen Prean net Preah. (Foto: Henrik Borch Jacobsen)
Missionær Henrik Borch Jacobsen skal undervise i troslære for 35 nye kristne cambodjanere, der ikke kender deres bibel særlig godt. Det glæder han sig meget til

12. marts 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Det var en utrolig festlig dag, for der er fest i Guds rige, når vi kan få lov til at møde nye med evangeliet.”

Det siger Henrik Borch Jacobsen, der er missionær for Luthersk Mission i Siem Reap i det nordlige Cambodja.

Den festdag, han taler om, var en lørdag midt i februar, hvor han og fem andre var på besøg i byen Preah net Preah for at indskrive nye elever til bibelundervisning.

”Omkring 35 nye studenter blev registreret, og det er ret fantastisk,” siger han.

Henrik Borch Jacobsen fortæller, at de 35 nye studenter alle er nye kristne, der ikke kender deres bibel særligt godt.

”Men det næste års tid skal vi ud til dem, og undervise i Bibelen en gang om måneden,” siger han

Samarbejde mellem missionærer og Church of Siem Reap

Det er organisationen "Country Side Harvest Mission", der står for bibelundervisningen. Det er et samarbejde mellem LM’s missionærer og kirken Church of Siem Reap.

Fem præster fra Church of Siem Reap underviser på skift sammen med Henrik Borch Jacobsen.

Countryside Harvest Mission har givet bibelundervisning to steder igennem nogle år. Det har de afsluttet og er nu i gang med at starte op to nye steder.

Det ene sted er i ”Preah net Preah, der ligger cirka 80 kilometer vest for Siem Reap. Direkte oversat betyder det "gudens øjne".

Ungt præstepar ønsker bibelundervisning i lokal kirke

Der er en kirke med et ungt præstepar i Preah net Preah, som Countryside Harvest Mission samarbejder med.

De kommer til den undervisning for præster og kirkeledere, som CHM tilbyder en gang om ugen i Church of Siem Reap, og det er dem, der har opfordret CHM til at starte op i deres by.

De har også opfordret Henrik Borch Jacobsen til at undervise i troslære derude, og det glæder han sig meget til.

”Det er ret fantastisk at få lov til at være med i sådan et arbejde,” siger missionæren, der var været i Siem Reap i seks år.

”Vi må bede for eleverne om, at de må vokse i erkendelsen af ham, som ikke bare er en ’tilfældig guds øjne’, men som virkeligt ser dem,” siger han.

 

Tilføj kommentar