Flygtning giver tiende af sine lommepenge

Foto: Asylansøgergruppe i Hvidding
Omkring 20 asylansøgere kommer til kristendomsundervisning hos Jens Rosenberg hver torsdag. (Foto: Jens Rosenberg)
”Hans gave fik mig til at tænke på Jesus’ ord om, at enkens skærv var den største gave af alle,” siger Jens Rosenberg, der holder kristendomskursus for beboerne på asylcentret

06. marts 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

”Bibelen siger, at vi skal give til Guds rige. Jeg vil gerne give til den kirke, vi sidder i her.”

Med den begrundelse gav Reza*, der er flygtning fra Iran, en kuvert med ti procent af hans lommepenge.

Sammen med andre LM’ere fra Ribe har Jens Rosenberg hver torsdag siden 2016 tilbudt undervisning i kristendom for beboerne på asylcenteret i Hvidding.

”Vi havde talt om, hvad kirken er. At det ikke er en bygning, men består af mennesker. Det er der, hvor Helligånden er, og hvor Guds ord lyder,” forklarer han.

Jesus taler stort om at give af sin fattigdom

Jens Rosenberg fortæller, at han kom til at tænke på Jesus’ ord om enkens skærv, da han fik gaven af Reza.

”Jesus sagde, at enken, der gav af sin fattigdom, gav den største gave, og det er altså ikke mange penge, flygtningene får,” siger han.

Har holdt Al Massira-kurser siden 2017

Der kommer omkring 20 til kristendomsundervisning for asylansøgere i Hvidding, der foregår privat hos Jens Rosenberg.

”I begyndelsen af 2016 holdt vi Alpha-kursus, men en svaghed ved det er, at referencerammerne er for vestlige. Så siden 2017 har vi holdt Al Massira-kursus, som er noget lignende bare i en mellemøstlig kontekst,” siger han.

Kurset bliver holdt på engelsk, og nogle af flygtninge er så gode til engelsk, at de kan medvirke som tolke til farsi, for dem, der har brug for det.

Asylansøgerne inviterer hinanden

De fleste deltagere er fra Iran, og Jens Rosenberg fortæller, at det er en blandet flok af både kristne og muslimer.

”De snakker om kristendomskurset indbyrdes på asylcentret og inviterer hinanden,” siger han.

”Muslimerne er alle nogle, der har overvejet hjemmefra at konvertere til kristendommen, eller som har tænkt, at der må være noget andet end islam.”

*Reza er et dæknavn. Personens rigtige navn er redaktionen bekendt.

Tilføj kommentar