Hjælp til jævnaldrende i Tanzania

Foto: Piger i Tanzania
I Tanzania er der stor uvidenhed om, hvad der sker med kroppen i puberteten, og mange piger stopper i skolen, når de får menstruation. LMU's Missionsprojekt går ud på at hjælpe dem til at kunne fortsætte (Foto: Peter Christensen).
Børn og unge samler ind, så de kan række evangeliet og Guds kærlighed videre i praksis. De vil også gerne være med til at dække konkrete behov, fortæller betweenkonsulent Katrine Houler

05. februar 2020 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

I Tanzania stopper mange piger med at gå i skole, når de kommer i puberteten og får menstruation.

”Det skyldes både skam og uvidenhed blandet op med gamle traditioner. Det, der sker med kroppen i puberteten, er ikke noget, man taler om – hverken i skolen eller i hjemmene.”

Det fortæller Katrine Houler, der er betweenkonsulent i Luthersk Missions Børn og Unge.

Derfor samler LMU ind til projektet ”Skolegang for piger”.

Hvad sker med kroppen i puberteten?

Projektet går dels ud på at tilbyde undervisning til både piger og drenge og dels at uddele hygiejnebind, som kan vaskes og bruges mange gange.

På denne måde kan pigerne fortsætte i skolen, også efter at de har fået menstruation.

Undervisningen handler om det rent praktiske, om hvad der sker i puberteten, og så får de unge at vide, at pubertet og menstruation er helt normalt, og at de er skabt af Gud på denne måde, fortæller Katrine Houler.

En dråbe i havet er stor hjælp for dem, der får gavn af det

”Skolegang for piger” er et af tre missionsprojekter, som LMBU har i 2020-2021 for børn og unge. De tre missionsprojekter har det til fælles, at de alle foregår i Tanzania.

I januar var Katrine Houler og kidskonsulent Janne Bak-Pedersen på besøg i Tanzania og oplevede de kæmpemæssige behov.

”Men vi hørte også, at selv om vores bidrag kan virke som en dråbe i havet, er det stort for dem, der får gavn af hjælpen,” siger hun.

Diesel til biler og støtte til brug af tegneserierne

LM Between samler ind til at få delt 50.000 Jesus-tegneserier ud, som den japanske missionsorganisation New Life Literature har betalt for trykningen af.

”Distribution er ikke kun diesel til biler, men også støtte til, hvordan de rent praktisk kan blive brugt. For eksempel undervisning af og seminarer for søndagsskolelærere og præster,” siger Katrine Houler.

Hun fortæller, at der ikke er religionsundervisning i skolerne i Tanzania

”Der er sat timer af til det i skemaet, som for eksempel præsten kan tage, men han mangler ofte materialer til undervisningen. Måske kan vores tegneserie også være mulighed der.”

Legesager, tegneting og inventar til børnhave

LM Kids samler ind til en børnehave ved Kiabakari Bibelskole. De fleste af de omkring 25 børn har forældre, der er ansatte på bibelskolen.

Katrine Houler forklarer, at det i en børnehave i Tanzania handler meget om at lære bogstaver og tal og ikke så meget om at lege.

”Børnehaven i Kiabakari er et meget trygt miljø, og børnene opnår gode resultater. Derfor ønsker de at udvide med 1. og 2. klasse, og det vil vi gerne støtte op med tegneting og inventar.”

Tilføj kommentar