Min passion er at snakke om Jesus

Foto: Nikolaj Karkov
Nikolaj Karkov skal dels være konsulent for LMU’erne øst for Storebælt, dels overtage opgaverne med LMBU’s kommunikation på sociale medier og lmbu.dk. (Privatfoto)
Nikolaj Karkov er nyansat LMU-konsulent i Østdanmark. Han vil arbejde for, at temaer med evighedsbetydning bliver relevante for unges liv i dag

02. februar 2018 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Luthersk Missions Unge har ansat Nikolaj Karkov fra København som kommunikations- og ungdomskonsulent.

Den lange titel dækker over, at han får to forskellige opgaver.

Dels bliver han konsulent for LMU’erne øst for Storebælt, og dels overtager han opgaverne med LMBU’s kommunikation på sociale medier og lmbu.dk.

De frivillige ledere skal trives

34-årige Nikolaj Karkov tiltræder den 15. februar, og han glæder sig til at tage fat på opgaverne i LMU.

”Det er min passion at snakke om Jesus, og ud over det vil jeg især satse på to områder,” siger han.

”Jeg vil arbejde på, at de frivillige ledere trives og vokser, og på at skabe platforme, hvor temaer med evighedsbetydning bliver relevante for unges liv i dag.”

Han kan tilføre spændende vinkler til LMU

Nikolaj Karkov er uddannet lærer, og han kommer fra et job som lærer på Skrødstrup Efterskole. Inden da var han ungdomskonsulent i Indre Missions Unge (IMU) i fire år.

Landsleder Lars B. Larsen glæder sig over, at LMBU har ansat en mand, der har erfaring fra et andet job som ungdomskonsulent

”Samtidig kan han se på LMU med friske øjne og dermed tilføre nye og spændende vinkler,” siger han.

”Det er også virkelig dejligt at mærke den sunde og solide lutherske teologi, han står for, og jeg ser frem til, hvad han derigennem kan tilføre LMU.”

Tilføj kommentar