Stubbekøbing Efterskole bygger ny værelsesfløj

Første spadestik til ny værelsesfløj på Stubbekøbing Efterskole 6. januar 2020
Første spadestik til det nye byggeri blev taget af elev Emma Massesson og forstander Ivan Jakobsen i fællesskab. Foto: Stubbekøbing Efterskole.
6. januar blev første spadestik taget til en ny udbygning på Luthersk Missions specialefterskole i Stubbekøbing. Den nye bygning skal rumme i alt 15 nye elevværelser

10. januar 2020 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Mandag efter juleferien var en stor dag for både elever og personale på Stubbekøbing Efterskole.

Her blev første spadestik nemlig taget til en helt ny værelsesfløj med i alt 15 nye værelser, som forventes at stå færdig i efteråret 2020.

Nybyggeriet giver ikke plads til flere elever, men skal erstatte de gamle bygninger fra den oprindelige skole, som i sin tid blev opført af Stubbekøbing Kommune.

Gamle barakker skal rives ned, når den nye værelsesfløj står klar

"Vi glæder os rigtig meget til at få nogle nye rammer," fortæller forstander Ivan Jakobsen

Den nye værelsesfløj skal give bedre forhold for skolens elever, som er elever med særlige udfordringer, hvoraf nogle også er fysisk handicappede.

"Lige nu ligger elevværelserne spredt i tre fløje i nogle barakbygninger. De bygninger bliver revet ned, når den nye bygning er klar til brug."

Første etape af en større udbygning med nye lokaler og multihal

Byggeriet af den nye værelsesfløj er første del af en større udbygningsplan af efterskolen, som også omfatter en multihal og nogle nye undervisningslokaler.

"Det vil samlet set komme til at koste 35 millioner kroner, og så mange penge har vi ikke her og nu," siger Ivan Jakobsen.

Derfor har man opdelt udbygningsplanen over flere faser, hvor oprettelsen af den nye værelsesfløj er første fase og kommer til at koste omkring 10,5 millioner kroner.

Eleverne glæder sig til at flytte ind i spritnye værelser

Entreprenørerne er gået i gang på byggepladsen, og arbejdet forventes færdigt i oktober.

Starten blev forsinket, fordi det tog hele syv måneder at få selve byggetilladelsen, fortæller forstanderen. 

"Vi havde håbet, at det nye byggeri kunne stå klar, når det nye elevhold begynder efter sommer."

Det lykkedes ikke, så de nye elever må starte næste skoleår med at flytte ind i de gamle lokaler.

"Til gengæld kan de så glæde sig til efter et par måneder at flytte ind i helt spritnye lokaler," siger han.

---

Stubbekøbing Efterskole er en efterskole, oprettet af Luthersk Mission i 1999, for elever med særlige behov og generelle indlæringsvanskeligheder.

Skolen har plads til 55 elever fra 8. klasse og opefter.

> Læs mere om skolen her.

Tilføj kommentar