Volontør i sin barndoms hjemland

Kristine og Simon Agerbo til sprogundervisning i Kiabakari
Nogle af de første ord, Kristine lærte som barn, var på swahili. Nu skal hun lære sproget igen, denne gang sammen med sin mand, Simon. Privatfoto
"Det føles som hjem - og er samtidig nyt og anderledes," siger Kristine Houmaa Agerbo, tidligere missionærbarn i Tanzania. Nu er hun derude igen som volontør med sin mand, Simon

12. september 2018 / Karin Borup Ravnborg, kbr@dlm.dk

"I går, da koret sang til gudstjenesten i den lille landsby, hvor vi var, oplevede jeg en helt klar 'hjem-følelse'."

Sådan fortæller Kristine Houmaa Agerbo, der sammen med sin mand, Simon, er i Tanzania som volontør for LM i Kiabakari, hvor de underviser missionærbørn.

Indtil hun var tre år, boede hun sammen med sine forældre, der var udsendt som missionærer, i Ulanga i den sydlige del af landet.

Nogle af de første ord, jeg talte som barn, var på swahili

Selv om hun var en lille pige, da familien rejste tilbage til Danmark, genkender hun alligevel nogle ting fra sin barndoms kultur.

"Det er for eksempel stemningen til gudstjenesten, og lydene i sproget falder mig også meget nemt. Nogle af de første ord, jeg talte som barn, var jo på swahili."

Samtidig er det som at være der første gang, fordi man ser anderledes på mange ting som voksen, fortæller hun.

På den måde kan hun og Simon, der aldrig før har været i Afrika, sammen få en fælles oplevelse af at bo i det østafrikanske land.

Diabetes og varme begrænsede mulighederne

Det lå ellers ikke lige i kortene, at Kristine, der er butiksassistent, og Simon, der havde arbejde som omsorgs- og pædagogmedhjælper, skulle til Tanzania.

Det unge par fra Silkeborg havde ganske vist talt om at tage ud at rejse, men da Kristine har diabetes, satte det nogle begrænsninger.

"Desuden er mig og varme heller ikke en særlig god cocktail," indrømmer Simon.

Oplevede, at det hele lagde sig til rette forud for afrejsen

Men da de så jobopslaget fra LM med de to stillinger i Kiabakari, var det, som om de forskellige ting faldt på plads.

"Vi havde bedt Gud om at vise os, hvor han ville have os, og så lagde det hele sig til rette," fortæller de.

"Kristine har kunnet tage al sin medicin med til et helt år, og for mig har varmen slet ikke været så slem, som jeg frygtede," siger Simon.

Gud skal nok udruste os med det, vi har brug for

Parret har været i Kiabakari i lidt over en måned nu og er allerede rigtig glade for at være der.

For Simon er det dejligt at se og opleve det land, som har været en stor del af Kristines families liv, og som de ofte har snakket om.

"Vi har været godt forberedt. På en eller anden måde har vi vidst, hvad vi gik ind til, fordi vi har hørt så meget inden. Og så skal Gud nok udruste os med det, vi har brug for," siger de.

---

> Følg Agerboerne i deres oplevelser i Tanzania her.

Tilføj kommentar