Balloner og sæbebobler, der gør underværker – og en flyvende engle-sygeplejerske 😊

Mit sjette Pediatric Nursing Course, PNC, siden 2018 er nu afsluttet. Som sædvanligt er jeg lykkelig og taknemmelig, men også helt udkørt. De første tre kurser blev holdt i Nkinga i regi af Skandinaviska Läkarbanken, og der var kolleger fra Sverige med. De sidste tre er afholdt her, hvor jeg arbejder, og der har mest vare tanzaniske medhjælpere med. PNC er kurser i børnesygepleje, som Pernilla Ardeby udviklede i Nepal, og som vi sammen med svenske børnelæger har tilpasset til afrikanske forhold.

For to år siden holdt jeg et tilsvarende kursus i Bunda, og jeg spekulerede længe på, hvor jeg skulle holde det sidste kursus i denne missionærperiode. Skulle jeg holde det for dem, der studerer til sygeplejersker i Mwanza, eller for dem, der arbeter på det store amtssygehus i Musoma? Til sidst bestemte jeg mig i samråd med oversygeplejersken Cecilia for at holde endnu et kursus i Bunda. Mange af dem, der deltog for to år siden, arbejder der ikke mere, og de nye har brug for at lære mere. Og det er jo meget lettere at gennemføre den praktiske det og alt det ”udenom” på et sygehus, hvor jeg er hjemme og ikke gæst. Vi inviterede 11 personer fra fire afdelinger på sygehuset: børneafdelingen, neonatal- og fødselsafdelingen, akutmodtagelsen og mor og barn klinikken. Alle steder møder de jo børn i forskellige aldre. Desuden invitererede vi tre sygeplejersker fra sygehuse i nærheden. Det er altid godt at have nogle med udefra.

Der er meget arbejde både før kursusstart og i løbet af de to uger, men jeg er jo vant til det nu. Det har været lange arbejdsdage med forberedelse hver aften til næste dag. Heldigvis har jeg sovet godt, og det har givet mig nye kræfter.

”Kun en dag, et øjeblik ad gangen … Som din dag er, skal din styrke være”. Det er på en særlig måde tydeligt her, hvor man sjældent lægger planer lang tid i forvejen. Man skal være forberedt på hurtige forandringer og tilpasse sig forholdene. Det skulle vi også denne gang. Min ven, der er børnelæge i Nkinga, skulle lede kurset sammen med mig og give det et ekstra touch med sin erfaring. Vores lokale læger skulle også undervise. Min ven ville blive nogle dage forsinket, da han havde fået en regeringsopgave med at besøge nogle landsbyer, hvor han skulle arbejde for at nedbringe børnedødeligheden. Hvor er det hjertevarmt og vigtigt. Men da hans opgave var afsluttet det første sted, besluttede hans overordnede i distriktet, at han skulle besøge to steder mere. Hverken han eller hans hjemmesygehus havde mulighed for at nægte og sige, at han havde en anden opgave. Der blev grædt mange tårer den morgen på vej til kurset, og han var mindst lige så ked af det. Vi havde ikke arbejdet sammen siden 2019, og vi havde set frem til at holde dette kursus sammen. Men jeg blev trøstet af denne sang, som jeg hørte i bilen, og fik et stort kram af ”min læge” Isack, da jeg kom frem. Han er ikke uddannet børnelæge, men så dygtig, og af oversygeplejersken, som sagde: ”det skal nok gå godt. Vi gør det i fællesskab.”

Pamoja – i fællesskab. Det er tanzanierne virkelig gode til at tænke og gøre. Og sådan blev det virkelig!

Her er nogle glimt fra de to uger. Hver morgen begynder med en refleksion over det, som ”var nyt eller overraskende, og hvordan jeg skal anvende det i mit arbejde og liv”. Nogle dage spurgte vi i stedet: ”hvad glædede mig eller gjorde mig ked af det i undervisningen og praktikken?” Der var virkelig mange vigtige og morsomme refleksioner.

Første dag handlede det om børn, som lever under dårlige forhold, og hvor vi arbejdede ud fra børnekonventionen om børns rettigheder. Næste morgen fortalte en af deltagerne, at hun tager hånd om et treårigt barn, som var blevet forsømt og ofte blevet låst inde uden at få mad. Barnet var alvorligt underernæret, kunne hverken gå eller tale og viste ingen tegn på følelser, men var selvfølgelig begyndt at få næringsrig mad og havde fået et trygt hjem nu. I den velkomstkasse, deltagerne fik den første dag, var der en ballon ud over bøger og kuglepenne. Hun pustede den op og gav den til barnet, som tog imod den – og LO. Det var bare fantastisk.

Dagen efter var vi på afdelingen, og der kunne vi også se, hvordan balloner og sæbebobler kan gøre underværker. Mange børn er jo ængstelige og allerede bange for sygehuspersonalet og for sprøjter. Det er desværre meget almindeligt, at forældrene skræmmer dem med, at de får en sprøjte, hvis de er ulydige eller bare lidt kræsne. Også derhjemme, selvom der ikke er nogen sprøjter der. Vi delte deltagerne i grupper, som skulle tage sig af forskellige patienter og praktisere det, de havde lært. Den ene gruppes lille patient virkede meget medtaget, og de antog, at det skyldtes sygdommen. Indtil de pustede ballonen op, for så begyndte han at løbe rundt på gangen i fuld fart og sparke til ballonen. I en anden gruppe kom en af kursisterne glædestrålende ud fra behandlingsværelset og sagde: ”Marita, du skulle have set, da vi lagde en ”nål” (venflon-kanyle) i et barn, og han ikke græd.” De havde brugt sæbebobler og andre små stykker legetøj til at distrahere/aflede barnet under proceduren, og det virkede. Deltagerne bliver lige overraskede på hvert kursus, for de er så vant til, at børn skal holde smerte ud og græde, når der lægges en venflon.

Vi begyndte hver dag med morgenandagt, som vi skiftedes til at holde. Jeg er glædeligt overrasket over, hvor frimodige de fleste er, og at de ikke er bange for at dele deres tanker og et godt ord fra Bibelen.

Bunda er jo den lutherske kirkes sygehus, men det er ikke et krav, at personale skal være kristen eller komme i netop den kirke. Selv muslimer og ”hedninger” må arbejde der. De fleste siger, de har en religiøs tro, men kalder sig alligevel sådan (hedning). Den indbyrdes respekt er meget stor. Mange andagter handlede om, hvordan vi er kaldede til at pleje de syge med kærlighed og omsorg, og at vi skal bruge de gaver (talenter), vi har fået. Senere blev dagene fyldt ud med teoriundervisning, pauser til søde sager, når blodsukkeret blev lavt, gruppearbejde, rollespil og meget andet. Vi brugte dukker til at øve fødselshjælp og at passe nyfødte børn og øvede også hjerte-lungeredning på små og store. Og deltagerne satte pris på, at der var praktik på afdelingen efter undervisningen, så de kunne øve sig i virkeligheden. De var alle meget engagerede og bidrog til, at vi fik nogle gode samtaler. Og de klagede ikke, når vi nogle gange gik ”over tiden”. Kun to af de fjorten skrev i deres evaluering, at det ville have været bedre, hvis de også havde fået en økonomisk godtgørelse – det indgår i alle statslige uddannelser, men ikke i kirkens. Det er almindeligt, at mange tager på kursus på grund af godtgørelsen, og den er ofte nærmest en ekstra månedsløn. Så på hvert eneste kursus må vi forberede os til at tale om, at her skal man være interesseret og studere frivilligt uden at få denne kompensation. Og de allerfleste er meget glade og taknemmelige for kurset, som skiller sig meget ud fra den undervisning, de som oftest får – både hvad form og pædagogik angår.

Fredag aften sluttede vi af med en ”eksamensfest” med sang, dans, teater og uddeling af beviser. Og med et stort festmåltid. To af deltagerne holdt fine takketaler. Den ene sagde, at han var forundret over min effektivitet – jeg gik hurtigt, når vi var på vej til afdelingen for at pleje patienterne. ”Hvis hun går så hurtigt i den her alder, hvor hurtigt gik hun så ikke, da hun var ung? Hun må have fløjet som en engel.” Sikke et morsomt billede.

Nu er kurset slut, og hverdagen fortsætter på afdelingen. Der er godt, at jeg har nogle måneder her endnu, og vi sammen kan fortsætte med at omsætte teori til praksis. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har kunne holde endnu et kursus, og endnu engang har lært vidunderligt plejepersonale så godt at kende. / Marita Hasselberg