52 glade teenagere på lejr var atleter for Gud
Der var fantastisk humør og en dejlig stemning på Solbakkens efterårs-teenlejr, fortæller 21-årige Jonas Esmarch, der har været med i mange år - i år for første gang som lejrchef
Efterårsferien bød på mange gode lejroplevelser for børn og unge, blandt andet på det sønderjyske lejrsted Solbakken, hvor der var teenlejr fra den 16.-20. oktober.
Teamet for lejren var "OL", og de 52 deltagere dystede mod hinanden i en masse konkurrencer.
Der blev bygget baser, hvor man skulle kæmpe mod andre hold, sat rekordforsøg og kæmpet i mudder, halm og barberskum og meget mere.
Hørte fra Bibelen om, hvad det vil sige at være Guds atlet
Til bibeltimerne hørte de om, hvad det vil sige at være Guds atlet, og det gav en god helhed, fortæller lejrchef Jonas Esmarch.
Han er 21 år, og var for første gang med som lejrchef sammen med 14 andre ledere.
"Ud over det fantastiske humør og den dejlige stemning ramte det mig virkelig, at teenagerne var så meget med til både bibeltimerne og til lovsangs- og vidneaften."
"Alle respekterede det og deltog, og der var også nogle, der var frimodige og gik op og delte noget til vidneaftenen," fortæller han.
Walk-and-talk for dem, der havde svært ved at sidde stille
Emnerne til lejrens bibeltimer var "Udvalgt", "At holde sig i træning", "Holdsport" og "Sejrskransen".
Efter hver bibeltime var der en halv time til tre kvarter til stilhed, hvor deltagerne kunne sidde og læse i Bibelen eller spørge prædikanten om noget i forhold til det, der var gennemgået.
"Det fungerede rigtig godt - og de, der havde svært ved at sidde stille så længe, sendte vi ud på en walk-and-talk, så de ikke forstyrrede de andre," siger lejrchefen med et smil.
Holdt "messy formiddag", så der var rent tøj til resten af lejren
Jonas Esmarch kender lejrlivet indefra, fordi han har været med på Solbakken, så længe han kan huske - både med sine forældre på menighedslejre og senere på junior- og teenlejre.
"Faktisk fik jeg lov til at komme på min første teenlejr lidt tidligere end 7.klasse, fordi jeg bare gerne ville være med," siger han.
Han kender også at komme alt for beskidt hjem fra lejr, så derfor havde han sammen med de andre ledere lagt en "messy formiddag" i programmet.
"Vi lagde alle de aktiviteter sammen, der svinede, så vi fik overstået alt det beskidte på én formiddag, og deltagerne havde rent tøj til resten af lejren."
---
> Læs mere om Luthersk Missions lejre for børn og unge på LMBU.dk