De får uddannelse, så de kan bryde den sociale arv

undervisning i Flame
Børnenes forældre forpligter sig til at sende børnene i skole og til Flame's ekstraundervisning (foto: Jesper Hansen)

LM-missionær Jesper Hansen efteruddanner lærere, der underviser Phnom Penhs fattigste børn. Skal børnene bryde den sociale arv, skal de nemlig være bedre end deres bedrestillede jævnaldrende

09/03/2022 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

17,8 procent af cambodjanerne lever under landets officielle fattigdomsgrænse på 2,7 dollars pr dag.

En stor del af dem lever i landområderne, men 4,2 procent – svarende til knap 100.000 - bor i hovedstaden Phnom Penh, hvor LM’s missionær Jesper Hansen arbejder med efteruddannelse af lærere.

Familierne kan ikke klare sig, hvis ikke børnene tjener penge

Og fattigdommen har konsekvenser for skolegangen, fortæller han:

”I Phnom Penh sender alle, der har råd, deres barn i privatskole. I princippet har alle børn i Phnom Penh mulighed for at gå i skole. Men nogle familier er så fattige, så de har brug for, at børnene hjælper til med at skaffe indkomst.”

Ved at samle skrald, løbe ærinder eller sælge småting kan et barn tjene omkring 30 dollars til familien om måneden.

Den indtægt har nogle familier ikke råd til at miste ved at sende barnet i skole.

Vigtigt, at de får bedre uddannelse end andre

Han arbejder i den kristne hjælpeorganisation Flame, der arbejder blandt hovedstadens fattigste børn. 

Målet er at give de børn, Flame arbejder iblandt, mulighed for at blive godt uddannet, så de kan bidrage til samfundet.

Det sker først og fremmest ved at give børnene mulighed for skolegang, forklarer Jesper Hansen:

”Flame giver familierne de 30 dollars, som børnene kunne tjene, men til gengæld forpligter familierne sig til at sende børnene i en offentlig skole hver dag. Børnene skal også følge Flame’s ekstra aktiviteter,” siger han.

Det betyder mere undervisning i khmer, engelsk, matematik, computer og muligheden for sport og andre aktiviteter ud over den almindelige skolegang.

”Det er vigtigt, at de børn, Flame underviser, får mulighed for en uddannelse, der er af endnu højere kvalitet end børn fra velstillede hjem, for kun igennem uddannelse har disse børn mulighed for at bryde ud af fattigdom,” fortæller han.

Hjælper lærerne, så de kan hjælpe børnene

Jesper Hansens rolle i Flame er at efteruddanne Flame’s lærere, der giver børnene yderligere undervisning ud over den, de får i den offentlige skole.

”Hvis lærerne får en uddannelse inden for læring, pædagogik, psykologi og undervisningslære, får de mulighed for at gøre en forskel for de børn, de underviser,” siger LM-missionæren, der har været i Cambodja sammen med sin kone og parrets to børn siden 2021.

Han har netop afsluttet en undervisningsserie om pædagogik og er nu i gang med en serie om uddannelsespsykologi. 

”Når jeg har været ude og lave undervisningsobservationer, kan jeg se, at selvom Flame’s lærere både er meget dedikerede og har et kæmpe hjerte for børnene, er der også udviklingsmuligheder til at lave undervisningen og læringen bedre og dermed være med til at udvikle Flame’s børn endnu mere.”

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.