Får 75.000 kroner til læreruddannelse i Cambodja
Dansk udviklingsstøtte giver lærere fra organisationen Flame en 12 ugers efteruddannelse i pædagogik og psykologi, som gør dem endnu bedre til at undervise fattige børn i Phnom Penh.
Luthersk Mission har netop fået bevilget 75.000 kroner gennem Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) til et projekt, der skal efteruddanne lærere fra hjælpeorganisationen Flame i Cambodja.
Det er den danske missionær Jesper Hansen, der står for undervisningen i et 12-ugers forløb af lærerne, som underviser Phnom Penhs fattigste børn.
Han har tidligere arbejdet med videreuddannelse af lærere i en dansk kontekst og blev sammen med sin kone og to børn udsendt til Cambodja i marts sidste år.
Hidtil har han undervist lærerne en halv dag hver anden uge, men med den nye bevilling fra CKU kan man frikøbe en håndfuld lærere fra deres undervisning over en længere periode og styrke deres kompetencer yderligere.
Mangel på efteruddannelse af lærere i Cambodja
"Det første hold begyndte i mandags, og det har været en helt fantastisk start at få. Jeg har seks studerende, der er topmotiverede og glæder sig til at sidde 12 uger på skolebænken og suge til sig af den viden, de kan få," siger han.
Der er nemlig mangel på efteruddannelse af lærere, fortæller Jesper Hansen.
Ingen af de seks lærere på holdet er læreruddannede, men har en anden videregående uddannelse. Derfor minder den nye 12-ugers videreuddannelse om noget, der svarer til en dansk meritlærer-uddannelse, fortæller missionæren.
"Kursisterne er højtuddannede og har en faglig ballast. Og så giver jeg dem det, der svarer til en læreruddannelse oveni. På den måde får de styrket deres kompetencer inden for undervisning," siger han.
Håber at kunne udbyde uddannelsen til andre skoler
På uddannelsen undervises der inden for pædagogik, psykologi og undervisningspraksis, og hele forløbet afrundes med et afsluttende projekt.
Planen er, at alle Flames lærere på sigt skal igennem uddannelsen, og Jesper Hansen håber, at undervisningen også kan udbydes til lærere fra andre skoler.
"Vi vil gerne drømme lidt videre. Min løn koster jo det samme, om der sidder fem eller 20 lærere og modtager den samme undervisning."
Derfor arbejder han nu sammen med LM og Flame på en større ansøgning til CKU, så uddannelsen kan tilbydes til endnu flere lærere i fremtiden.
---