Jesus, fodbold og anden sport på efterskole-lejr

Foto: Discgolf på Sportslejr
Discgolf var en af aktiviteterne på den linje på Sportslejr, hvor man prøvede en række forskellige sportsgrene (Foto Solgården).

Sportslejr samlede 60 børn og unge på Efterskolen Solgården i fire dage, hvor de fik en forsmag på det, skolen har fokus på. Nemlig Jesus, sport og fællesskab

11/08/2021 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”Vi syntes, der manglede en kristen sports- og fodboldlejr for denne aldersgruppe.”

Sådan begrunder lærer Peter Blem Bruun, at Efterskolen Solgården indbød børn og unge fra 6. til 8. klasse til Sportslejr fra 31. juli til 3. august.

Det tog 60 topmotiverede deltagere imod, fortæller han.

Bibeltimer, lejraktiviteter og seks trænings-samlinger

Peter Blem Bruun fortæller, at deltagerne kunne vælge mellem to linjer: fodbold eller en række forskellige sportsgrene, og de havde fordelt sig ligeligt.

Linjen med forskellige sportsgrene omfattede badminton og volleyball, som Efterskolen Solgården har fokus på. Dertil kom blandt andet discgolf og bowling.

”I løbet af lejren var der seks træningssamlinger på hver linje,” siger læreren og tilføjer, at der selvfølgelig også var bibeltimer og aktiviteter, hvor alle var samlet. 

Det kunne være tikamp, bålaften og zumba.

Fedt at kunne give en god sommeroplevelse

Mange af Efterskolen Solgårdens lærere var engageret i Sportslejr sammen med skolens ungledere fra det skoleår, der netop er påbegyndt, og to elever fra sidste skoleår. 

”Det var bare fedt at kunne give de unge en god sommeroplevelse og derigennem vise dem noget af det, som Efterskolen Solgården fokuserer på:

Jesus, sport og fællesskab,” siger Peter Blem Bruun.

”Og det var ikke kun lederne, der var begejstrede – det var deltagerne også.”

Alle er klar på at gentage succesen, og datoerne for lejren i 2022 er allerede sat. Det bliver i Kr. Himmelfartsferien i maj, fortæller han.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.