Kurs mod rekordår for LM's genbrugsarbejde

Billede fra genbrugsbutikken i København
Salget i genbrugsbutikken i København overgår salget i 2019 til trods for corona-nedlukning i foråret (foto: Nicklas Lautrup-Meiner)

Til trods for flere ugers corona-nedlukning i foråret ser årets resultat for LM’s genbrugsforretninger ud til at blive lige så godt som året før. Enkelte butikker har endda allerede overgået 2019.

17/12/2020 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

I 2019 omsatte LM’s otte genbrugsforretninger under navnet LUMI for lidt over 9,5 millioner kroner.

I 2020 satte den fuldstændige nedlukning i foråret sit tydelige præg på omsætningen i særligt marts og april.

Men i Skjern, Kolding og i LM’s seneste skud på genbrugsstammen, butikken i København, overgår resultatet i 2020 alligevel 2019.

Mange vælger genbrugsforretning frem for privat salg

Omsætningen i 2020 er i skrivende stund rundet ni millioner.

Det er ikke til at sige, hvordan de sidste dage af december udvikler sig – særligt med tanke på, at butikkerne på grund af corona skal holde lukket mellem jul og nytår.

Men den store omsætning glæder Finn Larsen, der er konsulent for LUMI-butikkerne.

Han er overbevist om, at omsætningen i 2020 lige nøjagtig kommer til at overgå tallet for 2019.

”Jeg tror, mange på grund af corona har valgt de ordnede forhold i genbrugsbutikken i år frem for det lidt mere usikre køb hos private.”

En pæn butik med et godt, bredt udvalg

Også i butikken i Københavnerbydelen Brønshøj er der glæde at spore.

Gert Lindgreen, der er ulønnet leder af butikken, peger på, at butikken har mange trofaste kunder fra lokalområdet.

”Butikken får stor ros af kunderne. De siger, vi har et godt, bredt udvalg, og at butikken er pæn.”

Lille butik, der sælger meget tøj

Københavnerbutikken er med en månedlig omsætning på 70.000 kroner ikke en af LM’s største butikker.

Butikken har cirka 50 betalende kunder seks dage om ugen, men der er også mange, der jævnligt kommer i butikken for at kigge, fortæller Gert Lindgreen.

Den skiller sig ud fra de andre butikker på dét punkt, at tøj er den kategori af varer, der sælges mest af.

Det er også særligt for butikken, at omkring en tredjedel af de 36 frivillige i butikken, stadig er på arbejdsmarkedet.

Overskud går til LM’s arbejde i Danmark og udlandet

Overskuddet fra LM’s otte genbrugsforretninger går til LM’s arbejde i ind- og udland.

Omtrent 4,4 millioner blev i 2019 sendt direkte videre til LM’s internationale og landsdækkende arbejde.

Flere af butikkerne sendte desuden også et stort beløb videre til det regionale arbejde i den LM-afdeling, hvor butikken har hjemme.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.